Det civile er samfundets lim

Civilsamfundet og dets aktiviteter er måske den bedste lim, der findes til at binde vort samfund og ”fællesskabet” sammen. Vi ville få et fattigt samfund uden de mange ressourcer, som frivillige lægger i at skabe aktivitet og skabe mening, både for deltagerne selv og for andre.

Aktiviteterne, som foregår i ”civilsamfundet” er mangfoldige, og en lang række af aktiviteter og tilbud om aktivitet og udfoldelse ville ikke eksistere uden indsats fra de mange aktive frivillige, som findes over hele landet.

Tænk bare på idrætsklubber, små provinsbiografer, små kunstmuseer, musikforeninger eller noget som ”Natteravnene” eller ”Besøgsvennerne”.

Store og væsentlige dele af vort lands kulturliv ville gå i stå eller i hvert fald køre på meget lavere blus end i dag uden de mange ulønnede frivillige.

Lad mig bare nævne et enkelt eksempel i form af det lille kunstudstillingssted Munkeruphus på den sjællandske nordkyst mellem Gilleleje og Hornbæk.

Museet er en lille perle i hastig udvikling. Det var i mange år hjem og arbejdssted for kunstneren og designeren Gunnar Aagaard Andersen, som i sine aktive år var en evig kilde til inspiration for sine samtidige kolleger.

Da han døde for 30 år siden, tog en kreds af lokale borgere initiativ til at bevare huset som museum, ikke bare for kunstneren selv men for samtiden. Bygningen er nu fredet, og museet er økonomisk støttet af Gribskov kommune og en række private donorer. Budgettet tillader deltidsansættelse af to kunstfaglige ildsjæle, Line Kjær og Kristine Nørgaard Andersen. Men stedet ville ikke kunne overleve uden indsats fra over 45 frivillige, som på hver deres måde har forpligtet sig til at udføre opgaver på stedet. De lægger tilsammen et betydeligt antal mandår i at holde stedet kørende.

Nogle af de frivillige tager sig af at passe den store parklignende have, andre tager sig af den lille reception med billetsalg, nogle hjælper til ved opsætning og nedtagning af udstillinger, andre igen hjælper til i caféen, som madkunstner Augusta Sørensen bestyrer, nogle bistår ved arrangementer og ferniseringer, nogle deltager i en sy-gruppe, der syr tekstiler til butikken og til udstillinger, og endelig er der nogle, der bistår ved workshops og arrangementer i den store have for børn og/eller voksne.

Det hører så også med til det samlede billede, at der er en støtteforening med over 300 medlemmer, og at bestyrelsen for den erhvervsdrivende fond, der overordnet styrer Munkeruphus selvfølgelig er ulønnet.

Når man spørger de mange aktive frivillige, hvad der får dem til at yde den store indsats, får man mange forskellige svar, f.eks. at der er et dejligt socialt samvær når man løser opgaver, at aktiviteten er meningsfuld eller at det er livsbekræftende at arbejde for fremme af kulturen. Nogle sagde også, at vi jo lever i et fattigt land, der ikke satser nok på kultur og kunst, så det må man tage i egen hånd, hvis man finder det vigtigt.

Så når I, forfatterne til ”A-Å om det civile samfund”, spørger, hvordan ”det civile” styrkes i det moderne samfund, er mit svar, at det skal man ikke som sådan styrke. Det civile samfunds aktiviteter og indsatser i og for fællesskabet skal som udgangspunkt være noget, der gror ud af virkelyst og initiativ hos borgerne. Man skal ikke forsøge at drive noget frem som sådan. Men man kan inspirere andre til at deltage i og bidrage med indsats i aktiviteter, som skaber mening for deltagerne. Det skal være lysten og ikke pligten, der driver værket.

Med venlig hilsen

Allan Andersen

Medlem af bestyrelsen for støtteforeningen Munkeruphus’ Kunstvenner.