Nyheder fra CBS Center for Civilsamfundsstudier

Nyheder

Ny forskningsrapport om civil interessevaretagelse ved Folkemødet på Bornholm

Forskere fra CBS Center for Civilsamfundsstudier har netop offentliggjort de foreløbige resultater fra en spørgeskemaundersøgelse, der omfatter 310 civile organisationer, som har arrangeret en eller flere events ved Folkemødet 2018.

Det fremgår, at deltagerkredsen spænder vidt – både hvad angår interesser, ressourcer og strategier. De civile organisationer har også mange forskellige mål - herunder primært at få styrket netværk, øget synlighed og udbredelse af organisationens budskaber til politikere og andre beslutningstagere.

Ikke alle organisationer oplever samme grad af indfrielse af deres mål. Der kan påvises tydelige sammenhænge mellem effektiviteten af interessevaretagelse og de civile organisationers ressourcer, herunder størrelsen af budget, rutinemæssig adgang til det politiske system, frekvens af nyhedsdækning samt forudgående erfaring med deltagelse på Folkemødet.

Anskuet ud fra en lighedsbetragtning er der således tale om en Mathæus-effekt: Til dem, der meget har, skal mere gives. Derimod findes ingen entydig sammenhæng mellem civile organisationers medlemstal og indfrielsen af centrale mål for deltagelsen på Folkemødet. Ud fra et demokratisk ideal om repræsentativitet, kunne man således argumentere for, at organisationer, der er talerør for mange medlemmer, skulle have en tilsvarende stor opmærksomhed blandt beslutningstager, nyhedsmedier og andre interessenter. Men sådan hang det ifølge vores respondenter ikke sammen på Folkemødet 2018.

Om det er udtryk for et demokratisk problem, afhænger af øjnene, der ser. Der kan således være betydelig forskel på, hvad organisationerne anser for at være effektiv målopfyldelse. For nogle handler det primært, om at være med, hvorimod andre civile organisationer har lagt en mere ambitiøs strategi for interessevaretagelsen. Man kan desuden forestille sig, at organisationer, der har brugt store summer og megen tid på deltagelsen, vil fristes til at evaluere deres egen tilstedeværelse på Folkemødet som særdeles udbytterig, hvorimod organisationer med små budgetter indretter deres forventninger derefter.

Hjælp CBS-forskerne med at tolke de indsamlede data ved at sende kommentarer til kis.mpp@cbs.dk og følg med i debatten på hjemmesiden: www.civilsamfundet.dk

Hovedrapporten kan downloades gratis her

Bilagsrapporten kan downloades gratis her

Desuden kan en tilsvarende rapport om det norske folkemøde (Arendalsuka) downloades her