Ph.D projekt: Selvorganiserede netværk og fællesskaber, demokratisk styring og sociale medier.

Ph.d. projektet er et handlingsorienteret forskningsprojekt, der undersøger, hvordan man sikrer, at unges spontane selvorganiserede netværk og fællesskaber udvikler sig demokratisk samt hvorledes de sociale medier kan bruges som et positivt redskab hertil.

Projektet er finansieret af Tuborgfondet.

For at ansøge om stillingen klik her.
Ansøgningsfrist 1.10.2018

Ph.d. projektet er et handlingsorienteret forskningsprojekt, der undersøger, hvordan man sikrer, at unges spontane selvorganiserede netværk og fællesskaber udvikler sig demokratisk samt hvorledes de sociale medier kan bruges som et positivt redskab hertil.

I stedet for ”bare” at bevare civilsamfundet, må vi på ny rejse spørgsmålet; Hvad vil vi med civilsamfundet? Hvordan kan civilsamfundet være med til at styrke de selvorganiserende forpligtende netværk og fælleskaber, der skaber demokratisk dannelse?

For at forstå dette, må vi generere ny viden om begrænsninger og potentialer i civilsamfundets andre organisationsformer end den traditionelle foreningsdemokratiske, for derigennem at undersøge deres potentialer i forhold til demokratisk dannelse. Her står især de unges engagement i nye organisationsformer og deres brug af de sociale medier helt centralt for at forstå, hvorvidt de nye former for frivillighed kan bidrage til at skabe demokratisk dannelse.

Igennem mere end 150 år har foreningsparagraffen i den danske grundlov bidraget til skabelsen af tusindevis af selvorganiserede netværk og foreninger, hvor de fleste har haft karakter af organiserede demokratiske fællesskaber. Da en del foreninger med årene er blevet karakteriseret folkeoplysningsforeninger underlagt Kulturministeriel lovgivning har de i stigende grad kunne modtage offentlig støtte, hvis de har organiseret sig ifølge lovgivningen. Der er krav om tilstedeværelsen af en formelt valgt bestyrelse, revisorgodkendt regnskab, afholdelse af generalforsamling m.m. Disse principper er blevet institutionaliserede og har bredt sig som styringsprincipper til foreninger uden for Kulturministeriets område bl.a. foreninger, der bedriver socialt arbejde.

Denne foreningstype har utvivlsomt spillet en væsentlig rolle i udbredelsen af en institutionaliseret demokratisk praksis, som har konsolideret en bestemt demokratiform i Danmark. Men spørgsmålet er, om vi er ved at nå et punkt, hvor denne foreningstype med bestemte fællesskabsformer er ved at have sejret sig ihjel. I hvert fald kan vi gennem de sidste 20-30 år iagttage fremvæksten af mere spontant selvorganiserede grupper og netværk, der fravælger de kendte foreningsformer og nægter at lade sig indfange i den traditionelle struktur med formelt valgt bestyrelse, vedtægter, generalforsamling m.m. Det er en foreningstype, der passer godt til ’ildsjælen’, da han/hun ikke bremses af formelle rammer. Disse ’nye’ fællesskaber kan vi iagttage på alle områder herunder idræt- og kropskultur (fx ser vi mange uformelle løbe- og cykel-’klubber’), kunst- og performanceområdet samt inden for det socialpolitiske felt, hvor eksempelvis venligboerne repræsenterer en hastigt mobiliseret gruppe uden den store formelle struktur, der har en enkelt sag på sin dagsorden.

’Optimisterne’ ser store demokratiske muligheder i denne udvikling. De opfatter de gamle foreningstyper, som stivnede og forankret i en demokratiforståelse, som tilhører det 19. og 20. århundrede. De ser de nye fælleskabsformer som potentielt mere demokratiske, da de antager at de ny fællesskaber er mere inkluderende grundet mindre formelle krav til deltagelse. En del af ’optimisterne’ kan vi kalde ’liberalisterne’, da disse peger på, at udviklingen på vej mod nye ’uorganiserede’ fællesskaber’ også kræver en gentænkning af den model, der i dag favoriserer de formelle foreninger i form af tilskud fra det offentlige. Det er vigtigt for ’liberalisterne’, da de ser den nuværende tildelingsmodel for offentlig støtte som uretfærdig (da de traditionelle foreninger ikke på samme måder har monopol, hvad angår organiseringen af fællesskaber – de ’ny’ selvorganiserede netværk og fællesskaber organiserer flere og flere mennesker men får ikke en tilsvarende del af de offentlige midler). Desuden er det vigtigt for ’liberalisterne’ at der bliver gjort op med den eksisterende foreningsstruktur, da den beskytter og sikrer de allerede etablerede. Med andre ord så sikrer strukturen, at de ’gamle’ foreninger sidder på ’magten’.

Overfor ’optimisterne’ står ’pessimisterne, der er bekymret for den nye udvikling med flere foreninger, der står uden for den traditionelle foreningsstruktur. Man er bange for, at de demokratiske læringsprincipper, som de fleste danskere er vokset op med i form af deltagelse i det traditionelle foreningsliv, undermineres. ’Pessimisterne’ ser ingen klare tendenser til at nye demokratiske læringsprocesser erstatter de gamle. Især fremhæves at de spontant opståede foreninger ikke forpligter deres medlemmer til at deltage over længere tid. Hvilket ifølge ´pessimisterne’ gør det svært at fastholde kampen for en sag eller sikre at der hele tiden er frivillige nok, der vil arbejde for foreningens opretholdelse. Det indebærer en kritik af de flygtige og flydende fælleskaber, som uforpligtende og dermed i modstrid med hele grundtanken om demokratisk dannelse.

Denne udvikling på vej mod flere selvorganiserede ikke-formelle netværk og fællesskaber og de skitserede positioner i forhold til denne forandring er afsættet for dette forskningsprojekt.

Projektet stiller to overordnede forskningsspørgsmål:

1. Såvel ’pessimisterne’ som ’optimisterne’ er forankret i den opfattelse, at fællesskaber er godt for demokrati og identitet. De glemmer dog begge, at både de traditionelle foreninger og de nye ’selvorganiserede’ netværk og fællesskaber har en negativ side. Den traditionelle forening må for at definere sit formål samtidigt udelukke grupper, formål og organiseringsformer. Det samme gælder den ny og uformelle forening. Da alle næppe kan deltage og være inkluderet, så produceres der også her ekskluderede fælleskaber. Derfor må vi rejse spørgsmålet om hvad skal der til for at skabe positive sociale fællesskaber, der opdrager unge til demokrati?

a. Hvem og hvad bliver hhv. inkluderet/ekskluderet? Og hvem/hvad ekskluderer?

b. Er det sandt, at de nye foreningstyper er mere demokratiske? I så fald hvad er det særligt demokratiske i den uformelle selvorganisering?

2. Især de unges uformelle selvorganiserende netværk og fælleskaber benytter i stigende grad de sociale medier. Derfor må ovennævnte spørgsmål suppleres med en undersøgelse af, hvilken rolle de sociale medier spiller i forhold til at styrke de unges demokratiske dannelse:

a. I hvilken udstrækning og på hvilke måder bidrager sociale medier til at styrke muligheden for at kunne lave nye foreningstyper (både reelle og virtuelle), der har demokratisk dannelses karakter?

b. I hvilken udstrækning har de sociale medier en negativ effekt? Hvem ekskluderes? Hvilke typer af negative fællesskaber etablerer de?