Civilsamfundet og frivillighed
Ph.d. afhandling forsvaret november 2017
Afhandlingen undersøger genealogisk protestantiske ideers betydning i opkomsten og udviklingen af frivilligt socialt social arbejde Denmark ca. 1850 til 1950 gennem studier af dette arbejdes opståen i Indre Mission København i sidste del af det 19. århundrede samt udviklingen af et af mange de initiativer, der opstod her, den kristne afholdsorganisation Blå Kors, gennem første halvdel af det 20. århundrede. I den teoretisk empiriske ramme om forskningsartiklerne vises det, hvordan denne udvikling var en del af en bredere kristelig social bevægelse, der baserede sig på en bestemt type ikke konfrontatorisk kollektiv handlen, hvorigennem sociale bånd og grænser for forpligtelse blev genfortolket i perioden. Det vises gennem et begrebshistorisk kapitel, hvordan begreber om frivillighed fra deres opståen sidst i det 19. århundrede udgjorde normative modbegreber til det statslige fattigvæsen; begreber som blev kæmpet om blandt aktører, der forsøgte at definere de sociale bånd, der burde ligge til grund for frivillige praksisser. Dernæst vises det gennem en analyse af de skiftende statslige og frivillige moralske økonomier og gavegivningspraksisser gennem det 19. århundrede, hvordan grupper omkring Indre Mission København udvidede de etablerede grænser for forpligtelse, idet de etablerede nye relationer til grupper, der hidtil var blevet anset for ’ikke værdige’, såsom alkoholikere og prostituerede. I det sidste af de indledende kapitler udvikles en ’værdisættende’ genealogisk metode, som guider og forbinder de tre artikler. Der argumenteres for, at kristendommens universalistiske etos gør den særligt egnet til at udvide eller ændre grænser for forpligtelse, men at disse principper altid konkretiseres i specifikke handlingssituationer gennem kulturelle fortolkningsskemaer, ligesom de altid potentielt er i konflikt med konkurrerende sociale ordner såsom videnskab og politiske ideologier. Endelig vises det, at den værdisættende genealogiske metode indebærer en engageret indstilling til rekonstruktionen af kreative øjeblikke og problem situationer i historien, hvor forskerens egen værdimæssige orientering danner udgangspunkt for analysen af kollektive aktørers kreative fortolkninger af en idebaseret tradition og de mulighedsstrukturer, som disse fortolkninger skaber for fremtidige generationer.
Kapitlerne i den teoretisk empiriske ramme tjener til at sætte scenen for de tre artikler, der tilsammen udgør en genealogi over opkomsten og udviklingen af protestantisk frivilligt socialt arbejde i Danmark i specifikke kreative øjeblikke og problemsituationer, hvor sociale bånd og grænser for forpligtelse genfortolkedes. I den første artikel vises det, hvordan protestantisk frivilligt socialt arbejde først opstod i København i anden haldvel af det 19. århundrede i forbindelse med Indre Mission København gennem flere genfortolkninger af den lutherske vækkelsestraditions doktriner, fællesskabsidealer, og opskrifter på social handlen. Der identificeres tre vækkelsesbølger, som hver genfortolkede vokabulariet for ’synd’ og dermed skabte hver deres ’kollektive soteriologi’ eller frelseslære med specifikke konsekvenser for de sociale bånd og grænser etableret i frivilligt socialt arbejde.
Den anden og tredje artikel analyserer vha. hidtil uudforsket arkivmateriale et af de initiativer, der opstod ud af den tredje ’bølge’: Afholdsorganisation Det Blå Kors (1895). Anden artikel viser, hvordan Det Blå Kors tilpassede det internationale Blå Kors og dets helliggørelsesteologi og nye former for socialt engagement til en dansk luthersk kontekst i første halvdel af det 20. århundrede. Det Blå Kors lykkedes med dette forehavende gennem flere ’oversættelser’ af kulturelle fortolkningsskemaer, egne ressourcer og af Indre Missions og statens interesser.
Den tredje artikel viser, hvordan Det Blå Kors forholdt sig til de i første halvdel af det 20. århundrede vedtagne racehygiejniske ’illiberale’ politikker, som berøvede alkoholikere deres civile og politiske rettigheder og gjorde muligt at tvangsindlægge alkoholikere i Det Blå Kors’ redningshjem. Det vises, hvordan Det Blå Kors aktivt lobbyede for den ’illiberale’ tvangsindlæggelsespolitik, ligesom de løbende publicerede artikler i deres medlemsblad, der fremførte arvelig degeneration som årsag til alkoholisme. Det vises yderligere, hvordan degenerationsteorierne var i overensstemmelse med bibelske sætninger og de protestantiske fællesskabsidealer, ligesom de også var i overensstemmelse med de i øvrigt anderledes fællesskabsidealer hos det regerende Socialdemokrati, som gennemførte den racehygiejniske lovgivning. Resultatet af disse overensstemmelser var en overlappende konsensus, som strakte sig over civilsamfund og stat mellem aktører, som var forpligtede på modsatrettede, men komplementære fællesskabsidealer.
Afhandlingen konkluderer, at den kristelig sociale bevægelse både udviklede nye vokabularier for motiver til socialt engagement og brød med det 19. århundredes grænser for forpligtelse, men også den samtidig banede vejen for paternalistiske og rettighedsindskrænkende tiltag i socialpolitikken. Endelig gøres der refleksioner over implikationerne af afhandlingens konklusioner for forskning og praksis ift. kollektiv handlen, velfærd og den sociale frivilligheds rolle i samfundet.
Delprojektet varetages af Anders Sevelsted