Civilsamfundet
CBS Center for Civilsamfundsstudier

Dyd

Dyd

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Dyd — (oldn. det man duer til) er i familie med det græske arete og det romerske virtu, der på engelsk bliver til virtue, som karakteriserer duelighed – især knyttet til mandighed. Derfra breder betydningsindholdet sig i forskellige tolkninger på samme måde, som når talen er om det gode liv.

I klassisk dydsetik knytter dyd sig til den menneskelige handlingsverden (praxis), hvor frie mænd kun har sig selv (og dermed også hinanden) at falde tilbage på. Forudsætningen for dyd er ikke lydighed, men hvert enkelt menneskes brug og pleje af sin evne til at tænke sig om og kunne vurdere fra sag til sag. Der kan opstilles lister over dyder, men disse dyder er kun rammer. De udpeger personlige karaktertræk, som løbende skal udfyldes og altså tolkes af de enkelte personer og gennem diskussioner med andre. D er karakter og udfoldes gennem handling. Det modsatte af dyd er ikke synd, men laster.

I kristendommen refererer D til sæt af universelle, moralske værdier af over-menneskelig karakter. Menneskets opgave er at følge forskrifter og regler, der er baseret på disse værdier. Dydighed drejer sig først og fremmest om lydighed, som så vidt muligt skal inderliggøres, så det opleves som frihed at vælge den rette vej, men som også kan sættes igennem ved hjælp af disciplin. Det modsatte af dyd er synd.

Filantropi har traditionelt været tæt knyttet til protestantisk etik – også kaldet de liberale eller victorianske dyder – ud fra devisen: Gain all you can, save all you can, give all you can. I den moderne diskurs om almennytte tales der ofte om værdier i stedet for D i den klassiske, kristne eller liberale forstand. Tidligere talte man også om borgerdyd, men det er ifølge Ordbog over det danske sprog nu forældet.