A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Fond — som begreb kan føres tilbage til det latinske ord for grundsubstans, som vi stadig benytter det i forbindelse med madlavning. I FN-regi placeres organisationsformen i kategorien CSO’s, det vil sige Civil Society Organizations. På dansk betragter vi fonde som selvejende institutioner, der kan have både erhvervsdrivende og almennyttige formål. Juraprofessor Lennart Lynge Andersen definerer fænomenet kort og kontant som en formue, der er henlagt under en selvstændig bestyrelse til varetagelse af bestemte formål, der fastlægges i det, der tidligere hed en fundats, men nu som regel blot kaldes en vedtægt.
Begreberne fond, fondslignende forening, selvejende institution, stiftelse og legat blandes godt og grundigt sammen i den offentlige debat. Ældst er betegnelsen stiftelse, der fik stor betydning efter den protestantiske reformation, hvor det katolske kirkegods blev eksproprieret af staten, der vel at mærke ikke fuldt og helt overtog de dertil knyttede opgaver af almennyttig art. Til gengæld udvikledes den såkaldte kapitalstiftelse (fondet) i form af hensatte pengebeløb, hvis renter i al fremtid skulle tjene bestemte formål. Af disse formål er mange i dagens Danmark senere blevet skattefinansierede velfærdsydelser administreret af stat og kommune.
Allerede i middelalderens Danske Lov var testationer til fordel for fromme formål privilegerede af staten, hvilket i nyere tid er blevet bekræftet ved skiftende stempel- og arveforordninger. Oven i købet således at tidligere tiders velgørenhed (caritas), for eksempel pleje af syge, gamle og fattige samt støtte til kirke og skole, er blevet udvidet betydeligt, så der nu kan drives almennyttig fondsvirksomhed i langt bredere forstand.
Carlsbergfondet (grundlagt 1876) kan betragtes som en af verdens første erhvervsdrivende fonde, hvis formål også er almennyttige. Carlsberg inspirerede mange andre danske virksomheder, typisk i forbindelse med generationsskifte i stifterfamilien. Indtil 1970’erne virkede disse fonde relativt ureguleret og uden større politisk bevågenhed. Men derefter blev organisationsformen udsat for kritik blandt andet fra arbejderbevægelsen, der så skævt til de lukrative skatteregler og selv på dette tidspunkt havde planer om at etablere såkaldte lønmodtagerfonde under slagordet ”ØD – økonomisk demokrati”. Under avisoverskrifter som ”Den døde hånd” blev der sat lighedstegn mellem erhvervsdrivende fonde og privilegerede godsbesiddelser (fideikommis), der med eksplicit hjemmel i grundloven blev afskaffet i 1919. Kritiske journalister problematiserede også fondenes manglende åbenhed og selvsupplerende bestyrelser.
Resultatet blev et udvalgsarbejde, der i 1984 førte til skarpere skelnen mellem erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende fonde, reguleret af to selvstændige regelsæt: erhvervsfondsloven og lov om fonde og visse foreninger. Der blev desuden gennemført en fondsbeskatningslov, hvorefter alle fonde får fradrag for det, de uddeler; men kun fonde, der uddeler til almennyttige eller velgørende formål, har en række ekstra skattefordele. Folketingsflertallet ønskede ad den vej at inspirere til forøgede donationer. Det kan da også konstateres, at uddelingerne er steget noget, men at man langt fra har nået det niveau, som den samlede fondslovgivning lagde op til.
I åbenhedens navn oprettedes desuden et fondsregister, der dog allerede i 1991 blev nedlagt igen med henvisning til regeringens program for afbureaukratisering. Det betyder, at det er meget vanskeligt at få overblik over danske fonde og omfanget af deres almennyttige virksomhed. Vi ved kun, at godt 1.350 erhvervsdrivende fonde er anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og at der sådan cirka eksisterer 14.000 almennyttige fonde, stiftelser og selvejende institutioner.
Blandt de sidstnævnte har et stigende antal karakter af offentlige fonde, blandt andet oprettet med fælleskommunal erhvervsudvikling, turisme og ældrepleje som formål. På den måde risikerer fondsbegrebet at blive udvandet, idet stat og kommune som regel ikke forsyner offentlige fonde med egenkapital og ikke konsekvent efterlever det såkaldte armslængdeprincip, der skal sikre institutionerne større handlefrihed, end tilfældet er i den almindelige offentlige forvaltning.
Internationalt går denne halv-statslige og halv-civile organisationsform under betegnelsen quango: Quasi Non-Governmental Organization. Her kan myndighederne gøre indflydelse gældende på samme måde, som tilfældet er med andre hierarkisk opbyggede systemer. Men ellers er det hovedreglen i dansk civilret, at stat og kommune kun blander sig i meget begrænset omfang. De fondsejede formuer kan bestyres næsten helt suverænt efter den oprindelige stifters vilje. Til gengæld er det vanskeligt at få permutation, det vil sige myndighedernes hjemmel til at ændre en given fondsvedtægt.
Se også: Familie & Regulering