Civilsamfundet
CBS Center for Civilsamfundsstudier

Lykke

Lykke

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Lykke — betyder i oldnordisk sprogbrug, at noget lukker sig om sig selv, så noget andet falder ud. L forbindes gerne med glæde, held og skæbne, men repræsenterer noget, som mennesker i sidste ende ikke er herrer over, ikke har kontrol over –  svarende til det, som i det klassiske Athen blev kaldt eudaimonia, velvære, der er snævert forbundet med dyd. Det blev anset for den største ulykke, et menneske kan komme ud for, at gøre uret, at handle etisk forkasteligt. En mere kontant opfattelse af lykke er udtrykt i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, hvor alle mennesker tilkendes ret til pursuit of happiness, altså at være sin egen lykkes smed. Det lader sig dog langt fra altid gøre at opnå lighed med hensyn til L, og megen filantropi og fondsvirksomhed går ud på at afhjælpe sådanne forskelle og ulighed med henblik på at maksimere almennytte. L er desuden vanskelig at måle, men ikke desto mindre rapporterer journalister jævnligt om undersøgelser, der konkluderer, at Danmark er verdensmester i denne disciplin – baseret på mere eller mindre repræsentative svar på spørgeskemaer.

Begrebet om det gode liv er normalt knyttet til begrebet om lykke. Eller i hvert fald spiller lykkebegrebet en stor rolle i den forbindelse. Det er alle enige om. Alle er også igen enige om, at lykke består i at befinde sig i en særlig mental tilstand. Spørgsmålet er imidlertid, om lykkebegrebet kan stå alene, eller om det kræver yderligere bestemmelser; om det dækker andet og mere. Her har meningerne op gennem historien været delte.

De gamle grækere Platon og Aristoteles var ikke i tvivl: Begrebet om det gode liv kan ikke blot defineres som en rent subjektiv følelsestilstand, men må ses i et mere objektivt perspektiv, der rækker ud over den enkeltes oplevelse. Oplysningsfilosoffen David Hume og 1800-tals-filosoffen John Stuart Mill var omvendt af den opfattelse, at den lykke, der findes i det gode liv, vanskeligt vil kunne ses som andet end en række subjektive følelsestilstande, mens blandt andre Immanuel Kant, Friedrich Schiller og Søren Kierkegaard mere var på Platons og Aristoteles’ parti.

Se også: Velfærd