Rygte

Rygte

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Rygte — (ty. råb) er en form for kommunikation, der er karakteriseret ved sin uformelle form, hurtighed og ustyrlighed. R kan ikke umiddelbart verificeres eller dementeres og er altså hverken det rene fiktion, information eller viden. Det beslægtede begreb, ry, vedrører vurderinger af karakteregenskaber og moral, der heller ikke umiddelbart kan be- eller afkræftes. At en person, en fond eller en forening har et godt ry indebærer, at de lever op til deres rolle, vurderet af publikum. Ideelt set er det noget, man opnår gennem kommunikativ handlen. Men strategisk kan man forsøge at forbedre sit ry ved hjælp af profilering og imagepleje. Filantropisk virksomhed kan både have noget sådant som formål og som potentiel virkning. Men godt omdømme og reputation kan undergraves, hvis der opstår R, der ikke svarer til ryet. Det kan man så forsøge at møde med formalia eller åbenhed, men ikke uden risiko for, at det opfattes som hykleri.