A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Sympati — (gr.: samfølelse) udspringer af en oplevelse af at have noget til fælles med andre, som man derfor er velvilligt indstillet overfor. Mere afgrænset kan man have S for en anden, der befinder sig i en konkret situation, som man kan genkende fra sine egne oplevelser. I liberal moralfilosofi bliver gensidig S mellem mennesker tildelt afgørende betydning som den moralske drivkraft, der sætter grænser for uhæmmet forfølgelse af egeninteresser og derved skaber grundlag for almennyttig virksomhed. Det blev i 1700-tallet blandt andet udlagt af den skotske moralfilosof David Hume.
Mennesket er ifølge Hume indrettet på en sådan måde, at det er i stand til at indleve sig i andre menneskers følelser. Ikke blot i den betydning, at man kan se sig selv som mulig handlende i det, andre gør (og udvise det, som nogle kalder kognitiv empati); men også i den betydning, at man kan føle egentlig sympati for det, vedkommende føler. Sympatien er ifølge Hume faktisk en bevæggrund hos mennesket for at handle ikke blot af egeninteresse, men også af hensyn til andre: En handleregel som ’Du bør ikke stjæle’ lader ikke mennesker kolde, fordi de er i stand til at forestille sig, at andre kan lide derved, nøjagtigt som de selv kan lide. Derfor afstår de fleste fra at stjæle, ikke fordi fornuften tilsiger det, men alene på grund af sympati med det eventuelle offer.
Med sit sympati-begreb gør Hume op med det mylder af lokale dyder, som klassiske dyds-etik kan forbindes med. I stedet indsættes et universelt bud: “Giv for din egen freds skyld efter for din sympatifølelse.” Et egentligt princip er dette ikke. Snarere er det en mellemting mellem en empirisk hypotese om, hvordan mennesker faktisk tænker på andres lykke, altså en biologisk hypotese, og en handleregel eller maksime, der udsiger, hvordan man vil kunne udnytte sin samvittighed og sympatifølelse til gavn for lykken i sit eget liv. Da det jo ikke er muligt at slutte fra ’er’ til ’bør’, vil det være umuligt at sikre almengyldigheden af den slutning, der fører fra sympati til handling.
Se også: Quid pro quo