A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Civilsamfund — kan som begreb føres tilbage til det romerske societas civilis, det vil sige den sfære, hvor offentlig ret var gældende i modsætning til militærmagt og privatlivets ufred. Dengang som nu var afgrænsningen i forhold til stat og marked flydende, præget af familiære bånd (klansamfund) og sociale privilegier (stænder samfund), der stadig mange steder overskygger moderne civile normer som frivillighed, gensidighed og filantropi.
Ved midten af 1600-tallet beskrev den engelske filosof Thomas Hobbes (stærkt påvirket af de engelske borgerkrige) det civile samfund som et ordnet fællesskab, der nødvendigvis må have en særdeles stærk stat som en forudsætning. Den tyske filosof G.W.F. Hegel anlagde i det tidlige 1800-tal et lignende synspunkt ved at placere statsmagten over civilsamfundet (bürgerliche Gesellschaft). Som følge af stridende særinteresser og jagt på egennytte så Hegel staten som den eneste realistiske garant for den civile orden og en maksimering af almennytte.
Derimod satte den skotske moralfilosof Adam Ferguson i 1700-tallet civilsamfundet over staten, baseret på tro på oplysning og tillid til politiske dyder som gensidig hensyntagen og medmenneskelig respekt. Han hævdede, at på samme måde som individet udvikler sig fra barn til voksen, modnes moderne samfund from rudeness to civilization, en proces der nødvendigvis måtte baseres på frihed, ikke på tvang. På tilsvarende vis og til skiftende tider har mange andre samfundstænkere, såsom John Locke, Alexis de Tocqueville og Antonio Gramsci, tillagt civilsamfundet en integrerende rolle som netværk af frit tænkende og aktivt handlende mennesker, der danner modvægt både til kommerciel markedsgørelse og statslig magtudøvelse.
I repræsentative demokratier danner det civile samfund ikke kun ramme om foreninger, hvori medlemskab er frivilligt, men også om andre aktiviteter i det offentlige rum, der ikke nødvendigvis er selvvalgte, men derimod må opfattes som givne vilkår. Man kan i den sammenhæng tale om en politisk og kulturel offentlighed, der danner ramme om oplysning, meningsdannelse og almen dannelse – hvilket ikke forhindrer, at det offentlige rum også kan være et arnested for ideologisk indoktrinering, fordomme og civil ulydighed.
Civile samfundsaktiviteter er helt grundlæggende sociale og kollektive, men tjener ikke nødvendigvis det gode, det sande og det smukke. Både det politiske højre og venstre knytter imidlertid store forventninger til civilsamfundet med henblik på varetagelse af almennyttige opgaver, der i et samfund som det danske i stigende grad er blevet finansieret over skatterne. I det politiske liv er der som regel stor enighed om målet (”mere civilsamfund, tak!”), men langt fra altid om midlerne eller om, hvad der skal tælle og overvejes som mulige uønskede bivirkninger.
I den forbindelse kan almennyttige fonde og foreninger spille en væsentlig rolle som formidlere mellem civile normer, markedslogik og statsræson. I og med at de bestyrer egne formuer og kan opnå statsanerkendelse som selvejende institutioner, opnår almennyttige fonde ikke bare relativ uafhængighed fra stat og marked, men kan samtidig også påvirke de to andre sektorer.
Når Realdania for eksempel går i samarbejde med Trafikministeriet og de københavnske omegnskommuner om etablering af en højbane, der skal styrke den kollektive trafik i hovedstadsområdet, sker det ikke bare i form af løfter om økonomisk støtte. Den foreningsbaserede fond får samtidig en ikke ubetydelig indflydelse på demokratiske beslutningsprocesser og planlægning af infrastruktur, som i Danmark normalt kun anses for legitim, når den udøves af folkevalgte. På tilsvarende måde gennemfører Rockwool Fonden udredninger af velfærdsstatens aktuelle styrker og svagheder, mens TrygFonden placerer sig centralt i relation til sundhedsfremmende foranstaltninger, og andre fonde påfører statsfinansierede institutioner af kulturel og sundhedsfaglig art større driftsbevillinger gennem gaver i form af nye bygninger og teknologi. Alt sammen opgaver, hvor normen i Danmark ellers har været, at stat og kommuner traf de autoritative afgørelser af betydning for civilsamfundets måde at fungere på.
Sammenfattende kan det siges, at statens skattefinansierede ydelser af almennyttig art først og fremmest skal leve op til krav om politisk legitimitet. Det behøver markedsbaseret virksomhed ikke i samme grad, fordi man her primært lægger vægt på effektivitet af strategisk og økonomisk art. Civilsamfundets organisationer kan i udgangspunktet supplere både stat og marked ved at vægte andre værdier end dem, der er snævert knyttet til politisk legitimitet og økonomisk effektivitet, for eksempel filantropi, frivillighed og gensidighed.
Se også: Fonde & Foreninger