Civilsamfundet
CBS Center for Civilsamfundsstudier

Effektivitet

Effektivitet

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Effektivitet — har rod i det latinske ord for virkning. I dagens Danmark er det blevet en næsten indiskutabel værdi for folk, der vil kaldes professionelle. Det gælder også for initiativtagere til almennyttig og filantropisk virksomhed i civilsamfundet, selvom der her traditionelt set har været andre kerneværdier på spil.

Der er da heller ikke fuldstændig enighed om, hvordan virkninger – almennytten om man vil – af sådanne aktiviteter skal og kan måles. Debatten tager ofte udgangspunkt i det, der på engelsk kaldes efficacy (ydeevne), men ender som regel i det, der kaldes cost-effectiveness (omkostningseffektivitet), defineret i relativt snævre økonomiske termer. Hvis tidsplan og budget er skredet under opførelsen af en bygning, der i mange år fremover kan berige et lokalsamfund, vil der i den offentlige debat ofte blive lagt større vægt på de målbare omkostninger her og nu end på den langsigtede livskvalitet. Bestræbelser på at sikre størst mulig virkning på kort sigt kan således svække vilje og mulighed for at yde det optimale på længere sigt.

På verdensplan har mange effektive stiftere af filantropiske fonde været præget af ønsker om at forbedre samfundet ad socialteknologisk vej. Disse bestræbelser havde deres første storhedstid under victorianismen, både i England og USA. Her var tale om et liberalistisk modstykke til socialismens ideologi om det gode samfund, indrettet ved hjælp af viden om naturlige og sociale lovmæssigheder. Filantroper som Andrew Carnegie, John D. Rockefeller og Henry Wellcome opfattede sig selv som forretningsmænd, der blot overførte deres markedsbaserede effektivitet til en ny sfære i samfundet.

Derved blev der etableret en virkningsfuld kobling af filantropisk tænkning og social ingeniørkunst, der stadig præger mange fondes virksomhed. Særligt når sådanne tiltag er overordentligt velfinansierede og uden demokratisk mandat, taler kritikere om teknokrati, der kan true civilsamfundets kerneværdier gennem tendenser til umyndiggørelse. På den anden side kan effektiv filantropi vanskeligt bedrives uden inddragelse af strategi, der på græsk har militære overtoner, idet det oprindeligt betyder feltherrekunst. Baseret på en strategisk vurdering af forskellige grader af filantropisk effektivitet har den amerikanske sociolog Joel L. Fleichman inddelt almennyttige fonde i fire grupper:

  1. De barmhjertige samaritanere, som ikke har defineret en langsigtet strategi, så midlerne uddeles relativt tilfældigt;

  2. Pragmatikerne, som nok kan henvise til en formaliseret strategi, men ikke bruger den særlig effektivt i praksis;

  3. De halvhjertede strateger, som anvender strategiske målsætninger i beslutningsprocesser og evalueringer, men primært handler reaktivt, ikke proaktivt;

  4. De målbevidste strateger, der har veldefinerede mål, som ofte er udmøntet i langsigtede programmer og evalueres systematisk.

Umiddelbart vil den sidstnævnte variant nok forekomme mange at være den mest effektive form for virksomhed. Fonde og foreninger, der lægger afgørende vægt på andre værdier end den tekniske effektivitet, kommer let ud for kritik, som handler om manglende professionalisme. Særligt kantet er problemstillingen i forbindelse med fondsejet erhvervsvirksomhed, der ifølge økonomisk teori nærmest er dømt til at være ineffektiv, fordi disse virksomheder ikke har et markedsbaseret, aktivt ejerskab.

Både i Danmark og internationalt har forskere imidlertid konkluderet, at fondsejede virksomheder er mindst lige så effektive (målt i afkast på den investerede kapital) som børsnoterede aktieselskaber. Der er altså ikke noget, der tyder på, at fondene er dårligere til at drive forretning end andre selskabstyper. Carlsberg, der ledes af kommercielt set ganske uprofessionelle professorer, har eksempelvis præsteret ganske effektivt på verdensmarkedet. Noget lignende gælder mange andre fonde og foreninger. Så det er næppe selve organisationsformen, der er afgørende, men den faktiske ledelsesfilosofi og praktiske beslutningsproces, der i sidste instans skaber grundlag for mere eller mindre effektiv indsats.

I praksis bliver der tale om en vanskelig balancegang mellem hensynet til effektivitet og kravet om legitimitet. I forhold til det civile samfund er der nemlig altid en vis risiko for, at målrettede strategier kan befordre tendenser til bureaukrati og måletyranni. Derved bliver medmenneskelige relationer og samfundsmæssige vilkår reduceret til upersonlig mekanik, der harmonerer dårligt med idealer om demokrati, gensidighed og frivillighed.

Se også: Demokrati & Legitimitet