A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Legitimitet — drejer sig i snæver forstand om at bedyre, at konkret handlen ikke er i strid med gældende normer. Til forskel fra legalitet, der alene vedrører lovmedholdelighed, anvendes begrebet om det legitime også i en bredere betydning. For at noget skal være legitimt, skal det helst ikke blot være i overensstemmelse med gældende ret, men også være alment accepteret og i samklang med tidens moral. En aktivitet eller virksomhed kan således udmærket blive anset for illegitim, selvom der er tale om handlinger, der juridisk set må vurderes som helt og fuldt legale.
Kravet om legitimitet gælder i særlig grad handlekraftige aktører i civilsamfundet, der er karakteriseret ved uformelle spilleregler. På det individuelle plan er legitimitet en forudsætning for anerkendelse af status og troværdighed. For organisationer kan legitimitet desuden være afgørende for effektivitet i virksomheden, især hvis aktiviteterne lanceres som almennyttige. Selve organisationsformen i foreninger og fonde kan bidrage til øget legitimitet, for eksempel gennem aktivt medlemsdemokrati eller dokumentation for almennyttig indsats. Omvendt kan legitimiteten også svækkes ved massiv medlemsflugt og andre former for manglende accept og anerkendelse fra det omgivende samfund.
I politiske sammenhænge taler man i den forbindelse om at have mandat, der tankevækkende nok har samme latinske rod som management og manipulation, nemlig det latinske ord for hånd. At have mandat vil sige at gøre noget på vegne af andre. Ordet har indgået i tysk kancellisprog siden 1300-tallet og er i demokratisk teori og forfatningsjura blevet knyttet til forholdet mellem stat og civilsamfund. På dansk taler vi desuden om stedfortrædere, der vel at mærke ikke gør fortræd i stedet for andre, men handler på andres vegne.
Valgte repræsentanter henter legitimitet fra deres vælgere, der for en afmålt tid i bogstaveligste forstand afgiver deres stemme. Medlemmer af Folketinget har således mandat fra den danske offentlighed som vælgerbefolkning organiseret i geografisk opdelte valgkredse, selvom mandaterne i praksis fordeles mellem partier efter et forholdsmæssigt lighedsprincip. På tilsvarende vis har bestyrelser i foreninger mandat fra medlemmerne, mens almennyttige fonde henter mandat fra deres stiftere. Både hvad angår fonde og foreninger kan der argumenteres for, at når sådanne organisationer med udgangspunkt i civilsamfundet griber ind i politiske spørgsmål, for eksempel gennem store bygge- og anlægsprojekter, der berører medmennesker i det offentlige rum – handler de egensindigt og uden demokratisk mandat. Derfor bliver det til syvende og sidst helt afgørende, om den konkrete handling anerkendes af borgere og brugere som legitim.
Vi kan illustrere problematikken ved kort at beskrive ti års til tider ganske heftig offentlig diskussion i Tyskland om Bertelsmann Stiftung. Denne almennyttige og erhvervsdrivende fond har som formål at give konkrete bidrag til løsning af aktuelle samfundsproblemer ud fra princippet so wenig Staat wie möglich. Den selvbestaltede rolle som minimalstat-tænketank har givet anledning til beskyldninger om at udøve Macht ohne Mandat. Anklagerne om manglende demokratisk mandat drejer sig især om tendensen i den konkrete politik, som fonden bedriver, og hvis udgangspunkt er, at samfundet skal drives som en virksomhed. Med erklæret inspiration fra den amerikanske Ford Foundation har Bertelsmann Stiftung stået i spidsen for en lang række projekter, der også er blevet kritiseret for at føre til noget, der efterfølgende har kunnet sikre bedre indtjening til erhvervsvirksomheden Bertelsmann AG. Et andet kritikpunkt drejer sig om utilbørlig, privat, ideologisk påvirkning af tysk politik. Grundlæggeren af Bertelsmann Stiftung, Reinhard Mohn, så imidlertid ikke sådan påvirkning som problematisk. Han beskrev kapital som et værktøj, der kan og skal bruges til samfundsmæssige formål.
Det lyder enkelt, men er det langt fra altid i praksis. Det er et blandt flere motiver til, at et dusin danske fonde er gået sammen om at etablere et fælles forum for god fondspraksis. Blandt andet fordi spørgsmålet om fondes legitimitet jævnligt dukker op i den offentlige debat, for eksempel i form af overvejelser om, hvor stor en del af en virksomhed, en fond må eje, og hvordan overskud skal fordeles – herunder hvor stor en del af formuerne fonde skal uddele, hvis de skal kunne begrunde de hævdvundne skattebegunstigelser.
Der har i Folketinget været forsigtige udspil om ekstern regulering i forhold til sådanne temaer. Det politiske flertal i dagens Danmark har imidlertid uden særlig dybtgående debat og med stærkt begrænset borgerinddragelse draget den konklusion, at den nuværende selvregulering er både effektiv og legitim.
Se også: Effektivitet & Regulering