Civilsamfundet
CBS Center for Civilsamfundsstudier

Gensidighed

Gensidighed

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Gensidighed — kan betragtes som en kerneværdi i civilsamfundet på lige fod med frivillighed. Begrebet betegner samarbejde, hvor alle bidrager, men ikke nødvendigvis lige meget og på samme tid. I modsætning til markedet hviler civil gensidighed ikke på pengerelationer mellem køber og sælger, forbruger og producent. Der er heller ikke tale om formelle rettighedsrelationer, som vi kender det mellem yder og nyder af skattefinansierede velfærdsydelser.

Andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen er centrale institutioner, hvor gensidighed af denne art har været basis for kollektive aktiviteter siden midten af 1800-tallet. Også andre foreninger, for eksempel friskoler, idrætsorganisationer og oplysningsforbund med rødder i de politiske og økonomiske bevægelser, har sat præg på udviklingen af normer for gensidighed, som stadig præger omgangsformerne i civilsamfundet. Endvidere har gensidighed haft stor økonomisk betydning ved etablering af lokal el- og vandforsyning. Her er tale om kooperative virksomheder, der fungerer på markedets præmisser og har som formål at skabe størst mulig værdi for sine medlemmer gennem solidarisk hæftelse.

Også forsikringsvirksomhed, herunder sygeforsikring, samt kredit- og opsparingsvirksomhed har i Danmark fundet sted gennem ordninger, der byggede på reciprocitet. Kreditforeningerne var således oprindelig solidarisk hæftende fællesskaber, der i kraft heraf minimerede risikoen og dermed omkostningerne ved optagelse af obligationslån. Foreningerne fungerede ikke selv som pengeudlånere, men formidlede gensidig tillid mellem køber og sælger, knyttet til obligationer udstedt med pant i fast ejendom. I de seneste årtier har staten i stigende grad omstruktureret denne del af civilsamfundet. Det er sket med henvisning til markedsøkonomiske hensyn. I 1989 overgik realkreditbelåningen til aktieselskaber i bankregi, men foreningsmedlemmernes opsparing forblev i fondslignende institutioner.

Kooperation og solidarisk hæftelse er således i stigende grad blevet erstattet af kommercielle løsninger, baseret på ren markedslogik. Umiddelbart efter anden verdenskrig udgjorde gensidige forsikringsselskaber, kreditforeninger og sparekasser 57 procent af den finansielle sektor i Danmark. I 1994 var andelen reduceret så meget, at Danmarks Statistik ophørte med at skelne mellem reciprok og ikke-gensidig aktivitet af denne art.

Forestillinger og forventninger, der kan knyttes til gensidighed og solidaritet, findes imidlertid fortsat i det danske samfund, blandt andet i opfattelser af almennytte som et princip om hjælp til selvhjælp. Et af de helt store aktuelle spørgsmål i relation til civilsamfundet er, hvordan og i hvilket omfang forestillinger og værdier om udveksling af denne art kan og bør påvirke den videre udvikling af velfærdsstaten, det frivillige arbejde og den almennyttige fondsvirksomhed.

Uddelinger fra fonde og fondslignende foreninger styres af donorer, der selv kun indirekte nyder umiddelbar fordel af de samfundsmæssige aktiviteter. Når der ikke desto mindre kan være tale om en høj grad af gensidighed, hænger det sammen med det, som den franske sociolog Marcel Maus har analyseret som gavegivningens reciprocitet. Han argumenterer for, at gaver aldrig er gratis, men altid udtryk for udveksling af værdier, for eksempel kan pengegaver byttes for taknemmelighed og indflydelse. Selvom donationer fra fonde i sig selv er betingelsesløse – og giveren blot får glæde og status ud af at give dem – kan det være forbundet med uberegnelige omkostninger at modtage dem.

Således har en del tovtrækkeri mellem private fonde og offentlige forskningsinstitutioner i de senere år drejet sig om gavegivningens utilsigtede bivirkninger. En meget stor fondsbevilling til et bestemt forskningsformål kan risikere at skævvride disse institutioners uafhængighed og forskningsfrihed på længere sigt. Det har også givet anledning til kritisk medieomtale, når der er skaffet anlægsbevillinger fra fonde til store byggeprojekter, uden at der følger tilsvarende driftsbevillinger med.

I sådanne tilfælde kan de utilsigtede bivirkninger bedst minimeres, hvis alle involverede parter tager højde for civilsamfundets traditioner for gensidighed og åbenhed i beslutningsprocesserne. At få gaver ordentligt leveret, så de ikke ender med at blive en sten i modtagerens sko, må kort sagt betragtes som en civil udfordring, som både giver og modtager har medansvar for at håndtere effektivt og legitimt. Når det lykkes, skaber gensidighed af denne art grundlag for almen nytte, hvor det personlige og private ikke altid fuldt og helt kan udskilles fra det opdragende og civile.

Se også: Civilsamfund & Ydeevne