A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Humanisme — (lat. menneske + holdning) er en bred betegnelse, der siden renæssancen er blevet brugt om en lang række forskellige bevægelser og tankestrømninger. Renæssancens H var præget af sprogfolk, der interesserede sig levende for historie og samfundsforhold, og som beskæftigede sig med alt menneskeligt – deraf betegnelsen humanister – men ikke havde et begreb om humanisme. Betegnelsen humaniora kan føres tilbage til F. J. Niethammer, som i 1808 argumenterede for et dannelsesideal, der lagde vægt på den klassiske tænkning og forsvarede denne over for naturvidenskabernes og teknikkens voksende betydning i uddannelsessystemet: Mennesket – til forskel fra Gud og naturen – skulle være alle tings mål.
H er blevet givet forskellige udformninger gennem tiderne og fra sted til sted – fra forestillinger om, at mennesker kun kan finde deres væsen i en vedvarende tilegnelse af deres egen kultur, og til oplysningstænkning, hvor det er fornuften, der skal dannes, så mennesker kan frigøre sig fra dogmer og religiøse forestillinger – og fra deres egen kultur. De to versioner kan forbindes, så humanistisk dannelse får den dobbelte opgave både at skulle understøtte tilegnelsen af traditioner og evnen til at gøre sig fri af dem.
Begrebet har stort set bevaret sin positive klang. Fra dansk offentlig debat kendes dog også udtryk som ’pladder-humanisme’ som betegnelse for andres overdrevne tiltro til medmenneskers gode intentioner. Det kan desuden ses som udtryk for et syn på humanisme som præget af et idylliserende og urealistisk menneskesyn.
Se også: Filantropi