Civilsamfundet
CBS Center for Civilsamfundsstudier

Filantropi

Filantropi

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Filantropi — er på nutidsdansk et forholdsvis sjældent anvendt ord. Der er tale om et nyklassisk begreb, som trækker på oldgræske betegnelser for gavmildhed og menneskekærlighed. Sagnhelten Prometeus, der stjal ilden fra guderne for at give den til menneskene, er blevet karakteriseret som den vestlige civilisations første ildsjæl og filantrop.

Under 1400-tallets republikanske renæssance og de følgende århundreders protestantiske reformation blev filantropisk virksomhed sat i system som supplement til og afløser for den katolske kirkes velgørenhed. Repræsentanter for den fremspirende handelskapitalisme ville ikke blot fromt give til de fattige, men satsede på at skabe bedre rammer og mere almen nytte for samfundslivet som helhed, båret af en overbevisning om det gode i mennesker – et optimistisk livssyn, der i nutidens offentlige debat af og til nedsættende betegnes som pladderhumanisme.

I samtiden stod de tidlige filantroper for et brud med et misantropisk syn på mennesker og jordelivet som determineret af arvesynden. Relationen mellem misantropi og filantropi er dog omdiskuteret. Principielt kan man godt have et pessimistisk menneskesyn og alligevel handle filantropisk. Stykkeskriveren, som kaldte sig Moliere, lagde op til en sådan nuancering, da han i 1666 skrev den tragiske komedie eller komiske tragedie Misantropen. Stykkets hovedperson, Alceste, hader ikke mennesker generelt, men gør oprør mod herskende normer og nægter at acceptere forløjede omgangsformer præget af sladder, smiger, intriger og hykleri. Alceste ender med at blive fuldstændig isoleret og dermed udelukket fra det borgerlige selskab.

Mange af renæssancens intellektuelle interesserede sig levende for sprog, historie, samfundsforhold og alt andet menneskeligt og kaldte sig derfor humanister. Betegnelsen har siden stor set bevaret sin positive klang og sin forbindelse ikke alene med tro på menneskers muligheder, men også med almen dannelse, der både kan understøtte tilegnelsen af traditioner og samtidig, gennem oplysning og kritisk tænkning, styrke evnen til at gøre sig fri af sådanne.

Et humanistisk menneskesyn blev siden drivkraft til nye bølger af almennyttig virksomhed, der desuden kan tolkes som et værnemiddel mod revolutionære samfundsomstyrtere. I det victorianske England og det postrevolutionære USA blev filantropi en integreret del af de borgerlige dyder under devisen public service: Gain all you can, save all you can, give all you can. Der blev ikke kun skabt velgørende foreninger med moralske formål, men også stiftet fonde, der finansierede samfundsreformer, som stat og marked hverken kunne eller ville give sig i kast med. De fleste initiativer havde et lokalt eller nationalt sigte, men nogle få (med The Rockefeller Foundation og Carnegie Foundation som de mest markante eksempler) valgte at satse systematisk og strategisk på international filantropi. Dermed definerede de nogle idealer, som stadig udgør værdigrundlaget for filantropisk virksomhed verden over.

I de fransktalende lande blev begrebet humanitær i samme periode den almene betegnelse for omsorg for medmenneskers velfærd og blev blandt andet fra 1863 bærende princip for den internationale hjælpeorganisation Røde Kors. Ifølge grundlæggeren, den svejtsiske forretningsmand Henri Dunant, drejer det humanitære sig om betingelsesløs hjælp – neutral, uafhængig, upartisk, upersonlig – til nødstedte medmennesker, ene og alene fordi de er mennesker.

I den offentlige debat forbindes begreberne om det humanistiske og det humanitære (og de bagvedliggende aktiviteter) med mæcen-virksomhed. Indirekte skaber mæcener almennytte ved at give udvalgte klienter, typisk kunstnere og forskere, mere tålelige arbejdsvilkår, end de ville kunne opnå på almindelige markedsmæssige betingelser. Men denne form for understøttelse har sjældent langsigtede formål, som rækker ud over her-og-nu-støtte til specifikke individer eller grupper, i modsætning til pionerfilantropi og partnerskabsfilantropi, hvor gavegivning ikke primært er udtryk for individ-orienteret velgørenhed, men snarere sigter mod strategisk påvirkning af almene samfundsforhold.

Højkonjunkturen siden det seneste årtusindeskifte har budt på nytolkninger af forholdet mellem humanitær virksomhed, mæceneri og filantropi. Med bannerførere som Bill Gates og Bill Clinton i spidsen gav 40 amerikanske milliardærer i 2010 løfte om at donere mindst halvdelen af deres private formuer til gode formål. I USA har det givet anledning til heftig offentlig debat under overskrifter om philantro-capitalism, effective giving og philantro-feudalism. Det fører filantropien meget langt væk fra den humanitære understøttelsesfilosofi.

Se også: Almennytte & X – den store ubekendte