A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
X– den store ubekendte — er ikke en gåde, der kan findes en løsning på, men en samfundsmæssig udfordring til alle tider: Hvem og hvad skal definere rammerne for det gode liv? Problemstillingen har været genstand for debat lige siden antikken og er i moderne samfund ikke mindst blevet diskuteret inden for rammerne af modsætningspar som lighed kontra frihed, egennytte kontra almennytte og ret kontra pligt.
Uenigheden manifesterer sig ikke kun i forskellige ideologier, men også i daglig praksis vedrørende velfærdsforanstaltninger og almennyttigt arbejde. I den forbindelse oversættes det gode liv ofte til livskvalitet, hvor der stilles krav om mest muligt af dette eller hint, målt ved hjælp af kvantitative metoder, for eksempel afkast pr. investeret krone. Samfundsforskning har meget at byde på, når det gælder dokumentation af den slags, især så længe det knyttes til materielle levevilkår, men væsentligt mindre, når det gælder mere subjektive og diffuse forhold, såsom livsglæde. Det er kort sagt et åbent spørgsmål, om forsøg på at måle livskvalitet løser eller blot slører dybereliggende konflikter af normativ art.
Sådanne konflikter håndteres formentlig bedre gennem direkte diskussion mellem forskellige synspunkter. Et eksempel på en sådan diskussion vedrører spørgsmålet om de meget riges ansvar for og indflydelse på verdens gang. På det seneste er denne problematik blevet taget op i bogen Philantrocapitalism af Mathew Bishop og Michael Green, som begge har en baggrund i økonomi og dertil knyttet journalistik og konsulentvirksomhed. De to forfattere hævder, at de mega-rige kan redde verden. Med et righoldigt eksempelmateriale, især fra amerikanske fonde som Ford Foundation og Bill & Melinda Gates Foundation, argumenteres der for, at forretningsmæssige metoder, hvor livskvalitet betragtes som en investering, i højere grad end offentlig indsats kan skabe filantropiske resultater. Bogen konkluderer, at det er bedre at samle indsatsen via nogle få og ressourcestærke end at sprede bidrag af almennyttig art gennem mange forskellige kanaler. Der plæderes altså for en effektivisering af gavegivningen, baseret på markedets normer og mekanismer samt på en de facto-afvisning af, at det gode livs udfordringer må forblive et åbent spørgsmål til evig diskussion.
Idealet om den samlede, målrettede virksomhed forudsætter, at målet er kendt, og at vejen dertil kan planlægges på professionel vis. Bishop og Green definerer filantrokapitalisme som strategisk, vidensbaseret, resultatorienteret virksomhed af almennyttig art. Inspireret af markedslogik lægges afgørende vægt på partnerskaber, risikovillighed og multiplikatoreffekt af sociale investeringer. Det hævdes, at konsortier af filantroprenører kan løse den slags opgaver langt mere effektivt end stater, der må tage hensyn til deres politiske legitimitet.
Den aktuelle debat om filantrokapitalisme henter dog ikke kun inspiration fra big business, men også fra tidligere politikere eller statsmænd. Forhenværende præsidenter som Bill Clinton, Jimmy Carter og Nelson Mandela har sat sig i spidsen for den nye bevægelse og arbejder for at påvirke meget rige til at give store bidrag, der puljes til formål som at forebygge hiv/aids, at udrydde malaria samt at sikre små erhvervsdrivende i den tredje verden adgang til internettet. Bidragyderne kaldes for celantropists, fordi de som berømtheder (celebrities) forener karisma med filantropisk virksomhed.
Diskussionen kan forekomme meget amerikansk, men også i USA er der faktisk tale om en diskussion og ikke blot om en bevægelse uden modstand. Den amerikanske satiriker Ambrose Bierce har for eksempel polemisk karakteriseret fænomenet som markedsgøgl, der især praktiseres af ”rich (and usually bald) old gentlemen who have trained themself to grin while their conscience is picking their pockets.” Alternativet for mange filantrokapitalister er nemlig at lade skattevæsenet tømme deres lommer, så skattebegunstigelser ved ydelser til almennyttige formål spiller en afgørende rolle for filantropisk offervilje. Selv præsident George W. Bush, der gennemførte generelle skattenedsættelser, kom frem til, at det samfundsøkonomisk er særdeles omkostningseffektivt at bevare relativt høje arveafgifter som incitament til almennyttig virksomhed.
En af civilsamfundets mange ubekendte drejer sig kort sagt om, hvorvidt skattefritagelse knyttet til almennyttig virksomhed – herunder filantrokapitalistiske aktiviteter – på længere sigt skaber større livskvalitet end velfærd baseret på statsstyrede skattekroner. Da der i 1980’ernes Danmark blev lavet nye regler for fondsbeskatning, var det erklærede formål at stimulere til større uddelinger. Om det faktisk er lykkedes, er også en af civilsamfundets ubekendte, fordi der ikke er tilgængelige oplysninger af denne art fra samtlige danske fondsbestyrelser.
Se også: Fond & Regulering