A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Logik — kan føres tilbage til det græske logos, som både kan betyde tale, fornuft og beregning. Et alment anerkendt krav til det logiske er, at der ikke må optræde gensidigt modsigende argumenter, uden at der tages hånd om det. Inden for sine egne rammer, på sine egne præmisser, kendetegnes én logik ved at hænge sammen. Enhver logik – for eksempel en markedslogik eller en gensidighedslogik – hviler på præmisser, som ikke er til diskussion, men har karakter af doxa og danner grundlag for sammenhængende argumentation. Meningsdannelse, som begrænses til at foregå inden for rammerne af en enkelt dominerende logik – der kan være så omfattende, at den kan karakteriseres som en ideologi – kan næppe undgå at tabe dybde, idet der forudsættes enighed om de basale spørgsmål, som derfor holdes uden for diskussion og kritik.
Det, som anses for enkelt og selvindlysende inden for den ene logik, kan udgøre selve det store spørgsmål i en anden, hvilket kan føre til konflikter i mødet mellem forskellige logikker. For eksempel betragtes nepotisme i moderne statsforvaltning som stridende mod al fornuft, hvorimod den selvsamme forfordeling af sine nærmeste er at betragte som noget helt naturligt i familien. Fonde, foreninger og andre organisationer i civilsamfundet indtager på dette og mange andre punkter af normativ art en mellemposition, der jævnligt giver anledning til konflikter af typen: Skal almennytten eller egennytten udgøre beslutningsgrundlagets L?
Se også: Hegemoni