A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Person — stammer fra et etruskisk ord for maske. I det klassiske Rom henviste persona til den rolle, som en maskeret skuespiller skulle repræsentere. Derfra stammer så betydninger, særligt når der tales om det personlige og personlighed, der drejer sig om menneskers karakter og væsen, om det enkelte individ som særpræget.
Personer er menneskelige. Man kan være en ganske anonym person – så anonym, at man tilmed er kønsløs, men utvivlsomt et menneske: et fornuftsvæsen, ikke et dyr og ikke en ting. Ting, for eksempel bygninger, kan dog godt beskyldes for at mangle personlighed. Det vil gerne sige, at de giver indtryk af ikke – som håndværk – at være fremstillet af menneskelige personer, men for eksempel signalerer industriel masseproduktion.
For at have eller være en personlighed må man have integritet og være karakterfast, hvilket kan påkalde sig respekt og give status, men også give anledning til mistro. Når man udtaler sig som person, understreger man, at udtalelsen ikke er repræsentativ for andre, men at man alene udtaler sig på egne vegne. Det kan yderligere understreges gennem udtrykket privatperson.
Det upersonlige er omvendt helt anonymt, uden særpræg, konformt. Ved upersonlige procedurer tages der ikke personlige hensyn, men alle behandles lige eller retfærdigt, uden persons anseelse, uden at nogle er særligt privilegerede og så vidt muligt – hvis det for eksempel gøres maskinelt – uden at der anlægges personlige vurderinger. Der sigtes, som når talen er om upersonlig videnskab og bureaukrati, mod at undgå indflydelse fra personlige fordomme og særinteresser samt mod at modvirke nepotisme og magtfulde enkeltpersoners dominans.
Den betydelige ambivalens i forhold til det personlige, som har præget moderne, vestlige samfunds historie, synes for tiden særligt at komme til udtryk i en samtidig dyrkelse af det unikke og af upersonlig, teknisk præget professionalisme.
Se også: Borger