Civilsamfundet
CBS Center for Civilsamfundsstudier

Forening

Forening

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Forening — betyder fællesskab og betegner et juridisk subjekt, som kollektivt kan erhverve rettigheder og påtage sig bindende juridiske forpligtelser. Internationalt tales om CSOs (Civil Society Organizations) og NGOs (Non-Governmental Organizations). Formålet med en forening kan primært være materielt (andelsselskaber og faglige foreninger) eller primært ideelt (for eksempel læsekredse og sportsklubber). I mange tilfælde er der tale om kombinationer af ideelle og materielle formål (for eksempel patientforeninger og politiske partier). Enkelte foreninger har desuden status som fondslignende, for eksempel Hedeselskabet, Realdania, TrygFonden og Energi Horsens Fonden. Også andre foreninger fungerer i praksis som almennyttigt uddelende fonde, blandt andre de store sygdomsforeninger som Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen, der foruden medlemskontingenter baserer virksomheden på testamentariske gaver, indsamlinger og lotterier.

Foreninger genererer først og fremmest det, samfundsforskere kalder social kapital. Det vil sige værdi i form af netværk baseret på gensidig tillid, der giver medlemmerne adgang til ressourcer, som er mere omfattende end summen af de enkelte individers ydeevne. Foreninger skaber derved på én gang både individuel og kollektiv nytte, men er vel at mærke ikke pr. definition almennyttige. Der findes klubber, bander og loger, som genererer social kapital, men udelukkende har egennytte som formål og kan generere særdeles negative bivirkninger for civilsamfundet.

Foreninger i deres moderne form adskiller sig fra tidligere typer af sammenslutninger, for eksempel gilder og lav, ved at medlemskabet er frivilligt og i princippet åbent for alle. I Danmark har de fleste foreninger en demokratisk beslutningsstruktur, der lægger vægt på direkte, associativ deltagelse. På det grundlag kan foreningslivet defineres som en central institution i civilsamfundet. Det udelukker ikke, at et voksende antal foreninger fungerer som professionelle organisationer med mange af de karakteristika, som normalt forbindes med statslige bureaukratier eller markedsbaserede virksomheder.

Brugsforeninger og mejerier har stadig status som foreninger, selvom der materielt og ideelt er ganske langt fra nutidens Kvickly og Arla til de folkebevægelser, der opstod i Danmark fra midten af 1800-tallet: andelsbevægelsen, kooperationen, arbejderbevægelsen, den grundtvigianske vækkelse og Indre Mission, afholdsbevægelsen og den folkelige idræt. Fra denne periode stammer mange af de værdier og traditioner, som stadig præger det politiske system i Danmark; og mange anliggender, der i andre lande forvaltes af stat eller marked, har i Danmark været varetaget af foreninger, for eksempel arbejdsløshedsforsikring, energiforsyning, sygekasser og realkredit.

Grundloven hjemler foreningsfrihed i § 78, hvor det hedder: ”borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.” Men foreningsfriheden er ikke ubegrænset. Illegale foreninger kan opløses af domstolene. Den såkaldte foreningsfrihedslov af 1990 har forbudt eksklusivaftaler, som forpligter ansatte på en arbejdsplads til medlemskab af en bestemt fagforening. I samme lov er det endvidere fastlagt, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi denne er medlem af (eller fordi denne ikke er medlem af) en bestemt interesseorganisation.

Medlemmer af foreninger kan stort set frit og ureguleret aftale, hvilket formål virksomheden skal have, og hvordan den skal drives. De fleste foreninger har frivilligt medlemskab med mulighed for eksklusion. Foreninger, hvor medlemskab er obligatorisk (for eksempel grundejerforeninger med tvunget medlemskab), kan dog af staten være pålagt nogle ufravigelige krav med hensyn til, hvem der har et retskrav på at blive optaget, hvornår et medlem kan ekskluderes, og hvilken stilling et medlem i øvrigt har over for foreningen (for eksempel saglig ligebehandling).

På grundlag af data indsamlet af Jan Kobbernagel, Thomas Boje og Bjarne Ibsen skønner vi, at der er ca. 200.000 foreninger i Danmark. Langt fra alle er registreret i det Centrale Virksomhedsregister med et nummer, som er forudsætningen for at ansætte lønnet arbejdskraft og blive momsregistreret. Det gælder formentlig fortsat, at langt de fleste foreningsaktiviteter hverken bliver lønnet eller beskattet.

Tallet for danske foreninger kan forekomme imponerende stort. Alligevel kan der argumenteres for, at det aktive foreningsengagement er i tilbagegang. Faldende medlemstal i de enkelte foreninger kan dels ses som en svækkelse af demokrati og civilsamfund, dels som udtryk for en professionalisering af interessevaretagelsen. Sociologiske undersøgelser har ført til den konklusion, at foreninger har en tendens til at udvikle sig i bureaukratisk retning på samme måde som statslige og kommunale institutioner. Det kan styrke effektiviteten, men er ikke nødvendigvis til gavn for foreningers demokratiske legitimitet.

Se også: Interesse & Tillid