Civilsamfundet
CBS Center for Civilsamfundsstudier

Frivillighed

Frivillighed

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Frivillighed er det mest anvendte begreb og velbelyste fænomen i aktuel forskning om aktiviteter og institutioner i civilsamfundet. I den forbindelse har vi hentet mange nyttige oplysninger i den såkaldte frivillighedsundersøgelse, som er blevet gennemført af forskere ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet og Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet.

Som hovedregel kan man frit gå ind og ud af civile organisationer og selv vælge, om man vil deltage aktivt i større eller mindre omfang. I foreninger med mange medlemmer er det dog kun muligt for alle at deltage gennem repræsentativt demokrati, og i fonde kan adgang til deltagelse i høj grad være begrænset af stifters vilje. Så i praksis kan både friheden og villigheden forekomme noget begrænset.

Frihed har som moderne begreb rødder hos de revolutionære under den franske revolution, der også hyldede lighed og broderskab. Siden har frihed fået karakter af et slagord både i relation til staten, markedet og civilsamfundet. På markedet kan forbrugere opleve sig som frie, men mulighederne begrænses af forholdet mellem udbud og efterspørgsel. I forhold til staten er friheden defineret som rettigheder, der enten kan være positivt formuleret (retten til …) eller negativt (fravær af …). Både i stat og civilsamfund er den individuelle frihed imidlertid begrænset af gensidig afhængighed. Der tales i den forbindelse om frihed under ansvar (i modsætning til tøjlesløshed).

Villighed kan knyttes til det oldnordiske verbum ’at vælge’. At gøre noget af fri vilje forudsætter ikke kun, at man er i stand til at handle, men indebærer også, at man vil noget. I samfundsmæssige forhold, der hviler på både gensidighed og frihed, er det svært at undgå, at nogle medlemmer er uvillige til at indgå i fælles bestræbelser med almennyttige formål. De vælger at handle ud fra den rolle, som velfærdsøkonomer kalder uansvarlige individualister (free riders). Sådanne fribyttere nyder gerne frugterne af den sociale kapital, som er genereret gennem for eksempel foreningsliv og fondsbevillinger, men benytter frivilligheden til at slippe for selv at yde noget til fællesskabet. Den slags civil ulydighed sker dog ikke altid uden sociale sanktioner. Idealer om frivillighed fungerer på en bund af uformel, kollektiv disciplinering og sættes igennem ved hjælp af blød magtudøvelse. Fællesskabet forventer, at den enkelte gør sin pligt. Omvendt kan den enkelte så, som dokumentation for sit altruistiske sindelag, prale med sin frivillige indsats, der kan have betydning for effektive karrierestrategier. Tidligere ville mange nok slet ikke have karakteriseret deres ulønnede indsats som frivillighed, men snarere som varetagelse af et tillidshverv.

Historisk har ordet frivillig især været brugt i forbindelse med menige soldater og kommunale frivillige brandkorps. Siden har det grebet om sig. Den norske samfundsforsker Per Selle har diskuteret problematikken under overskriften ”Frivilligdom”. Han pointerer, at tidligere tiders amatørisme i stigende grad afløses af professionalisme i form af en instrumentalisering af foreningsarbejdet og opbygning af magtfulde organisationsbureaukratier. Samtidig med at frivillige og af staten uafhængige organisationer kan spille på en samfundsmæssig status som folkebevægelse med legitime krav på offentlig opmærksomhed og privilegier, kan den frie villighed inden døre være en såre begrænset størrelse.

Den for tiden herskende idealisering af frivillighed som selve kernen i civilsamfundet er altså netop en idealisering. Normen om foreningsorganiseret frivillighed støder ind i andre – og mindst lige så opmærksomhedskrævende – normer, for eksempel om lighed, professionalisme, effektivitet og legitimitet. Hvis velfærd og almennytte på længere sigt skal baseres på andre normer end statens og markedets, må frivillighed desuden suppleres med forpligtende normer som gensidighed.

Frivillighed forstået som ønsker om at yde noget for andre og til fællesskabet rummer kort sagt et stort potentiale, selvom det ikke er den eneste kerneværdi i civilsamfundet. Antropologen Ulla Habermann skønner, at der i Danmark leveres ulønnet arbejde af denne art i størrelsesordenen 100.000 årsværk. Over halvdelen lægger deres indsats på idræts- og fritidsområdet. Det ville næppe være realistisk at opretholde et tilsvarende aktivitetsniveau, hvis indsatsen skulle betales efter markedets tarifmæssige normer. Hvilket så i nogle tilfælde kan give anledning til ganske heftige konflikter, hvor frivillig indsats opfattes som unfair konkurrence i relation til lønnet omsorgsarbejde. I forbindelse med sådanne interessekampe er frivillighed i den offentlige debat blevet behæftet med nedsættende etiketter som ”social eksorcisme”, ”kommunal ansvarsforflygtigelse” og ”hattedamer”.

Se også: Gensidighed & Filantropi