Civilsamfundet
CBS Center for Civilsamfundsstudier

Hånd, den døde

Hånd, den døde

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Hånd, den døde — I slutningen af 1700-tallet tog kritik af stiftelsesvæsenet til, og såvel i datidens nationale som internationale debatter blev ’den døde hånd’ gjort til genstand for kritik. Det blev således kritiseret, at ”en person gennem sit testamente for evigt kunne være lovgiver i sit land.” Citatet stammer fra en juridisk afhandling, som i 1801 blev forfattet af Anders Sandøe Ørsted, og som juristen Ditlev Tamm trak frem, da han i 1982 leverede en udredning om dansk stiftelsesrets historie til Betænkning nr. 970 – Betænkning om Fonde.

Debatten cirklede om nytte-begrebet og var, fremhæver Tamm, mindre heftig i Danmark end i for eksempel Tyskland og Frankrig. Som led i oplysningsbølgen blev det gjort gældende, at det var urimeligt, at stiftelser kunne bestå uændret til evig tid, hvis de ud fra en fornuftig vurdering ikke længere tjente et nyttigt formål. I Danmark var der allerede under enevælden taget skridt til en vis regulering af stiftelsernes virksomhed, så problemet var ikke helt så påtrængende. I midten af 1800-tallet, i forbindelse med borgerlige revolutionsbevægelser rundt om i Europa og de første danske grundlovsdiskussioner, blev liberale kræfters ønsker om ”at unddrage besiddelsen af fast ejendom fra ‘den døde hånd’” atter sat på dagsordenen. En udvikling i retning af verdsliggørelse var i gang. De traditionelle, religiøse stiftelsesformål blev udvidet med almennyttige formål i bredere forstand. Der blev oprettet flere stiftelser. Og der blev reguleret mere.

I 1960’ernes og -70ernes lille oplysningstid havde ’den døde hånd’ – eller rettere: kritikken af den – en kort renæssance. I dag er det mere levende enkeltpersoners egenmægtighed, hyppigt opfattet som forsøg på at sikre eget eftermæle og beskytte sig mod anonymitet, som kritiseres i diskussioner om fondsvirksomhed.

Se også: Fonde & Stiftelse