A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Kultur — er det latinske ord for at dyrke, et mangetydigt og modsætningsfyldt begreb, der rummer alt fra finkultur til subkultur over bakteriekultur, popkultur, forbrugerkultur, forvaltningskultur, højkultur, landbokultur, massekultur, monokultur og multikultur, politisk kultur og kulturpolitik. Ordet er så mangetydigt, at det næsten kan forekomme indholdstomt. Samtidig har det tydeligvis en væsentlig signaleffekt, som mange gerne vil knytte an til.
Almennyttige fonde og foreninger støtter gerne kulturelle formål, der i praksis henviser til mange forskellige ting, blandt andet kunst, videnskab, idræt og fritidsliv. Det kan ses som en frugt af den civiliseringsbevægelse, der lagde grunden til nutidens moderne samfund. Idealet om civilitas, der er beslægtet med kulturbegrebet, blev udbredt af Erasmus af Rotterdam, der i 1530 udgav en særdeles populær bog om kultivering af børn gennem opdragelse og almen dannelse. Bogen havde katekismens form og er siden blevet optrykt i mindst 130 versioner. Den handler om, hvordan civiliserede mennesker bør opføre sig i samfundet – i modsætning til uciviliserede barbarer eller bondekarle. Kultivering og civilisering kan ses som to ord for det samme og som knyttet til de samme historiske processer, blandt andet det briterne kalder the culture of giving.
Når kultivering forbindes med civilisering, kommer det til at vedrøre forestillinger om det sædelige, der har at gøre med vaner, skik og brug. Betydningen er på dansk påvirket af det tyske Sittlichkeit, der rummer bibetydninger som anstand, selvbeherskelse, sindighed og mådehold: Den kultiverede og sædelige person kan styre sig selv og besidder dermed en forudsætning for at blive anerkendt som myndig til forskel fra et vildt og råt naturvæsen. Fordi sædelighedsbegrebet i mange århundreder er blevet tolket i lyset af en specifikt kristen moral og dertilhørende opfattelser af det dydige, er der blevet lagt særligt vægt på beherskelse af drifter, ikke mindst seksuelle sådanne – deraf fænomenet sædelighedspoliti og deraf filantropiske bestræbelser i civilsamfundet på bekæmpelse af usædelighed i denne snævre betydning.
Hvor kulturbegrebet optræder i relation til almennyttig fonds- og foreningsvirksomhed, synes det dog snarere at sigte til mæcenvirksomhed. En mæcen er en velynder, der understøtter kunst eller videnskab. Betegnelsen kan ikke kun hæftes på kunstelskende patroner fra det gamle Rom. Også brygger Jacobsen fra Carlsberg og amerikanske mangemillionærer som John Pierpont Morgan, Andrew Mellon og Commodore Vanderbilt var velyndere for kunstnere og videnskabsfolk, hvilket blev deres motivation for at beskæftige sig med understøttelsesfilantropi. At ynde er beslægtet med at unde – at føle glæde ved, at det går en anden godt. En velynder går så vidt, at han viser omsorg for denne anden, som ikke sjældent kommer til at stå i et vist afhængigheds- eller klientforhold til velynderen. Velynderen er ikke misundelig, men kan dels blive kvælende i sin omsorg, dels få instrumentelle ideer – ønske at bemægtige sig det, han værdsætter og eventuelt bruge det til andre formål.
Deraf opstår behovet for et armslængdeprincip, som bygger på en anerkendelse af, at nytte i civilsamfundet ikke er af instrumentel karakter. Derfor har også offentlig understøttelse af virkefelter som aftenskoler, idræt og spejderarbejde traditionelt været forbundet med ganske få og uspecifikke krav. De seneste år har der dog været tendens til stadig større og mere specificerede normer for, hvad offentlig støtte skal anvendes til. For eksempel er det blevet præciseret, at idrætsorganisationer skal afsætte midler til udvikling af breddeidrætten, og idræt opfattes i stigende grad som et middel til at opnå integration og ligestilling i samfundet. Samtidig er der sket en voksende kommunalisering af fritidsaktiviteter som ungdomsklubber og musikskoler, og på landsplan har der i de seneste årtier været arbejdet med store forsøgsprogrammer, der går ud på at bruge kulturel virksomhed til gode formål.
Der er kort sagt tegn på instrumentalisering og teknokratisering af disse dele af kulturlivet. Tilsvarende tendenser kan iagttages i relation til videnskab, uddannelse og andre aktiviteter, som støttes både af det offentlige og af professionelt og strategisk handlende fonde. ’Effektiv kultur’ er faktisk et udtryk, som er i omløb. Ikke kun knyttet til almennyttig virksomhed, men også benyttet i drøftelser af virksomhedskultur, læringskultur, organisationskultur og ledelse, og det er knyttet til overvejelser om adfærdsregulering og disciplin. Desuden bruges det om akvarier. Kulturbegrebet er kort sagt mangetydigt. Det kan knytte an til et civilsamfund af myndige borgere, der ikke blot kerer sig om dagen og vejen, men også værdsætter mindre håndgribelige sider af tilværelsen. Der kan også tales om ”en effektiv kultur af methandannende bakterier i en rådnetank”.
Se også: Almennytte & Effektivitet