A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Marked — er et sted, hvor varer sælges og købes. I abstrakt betydning kan Markedet i bestemt form defineres som et system for samordning, der ikke sker gennem centralstyret magtudøvelse, men gennem gensidige bytteforhold baseret på udbud og efterspørgsel. Der er tale om det, sociologer kalder løst koblede netværk af sociale relationer. Den konstituerende kerneværdi i markedsorganisationer er quid pro quo (noget for noget), hvor de handlende helt bevidst stræber efter størst mulig egennytte.
Til markedet knyttes imidlertid også forestillinger om, at hvert enkelt individs maksimering af egennytte i sidste ende vil være til gavn for alle og således tjene almennyttige formål i form af øget velstand og velfærd, målt som summen af individuel nytte. Der kan dog med lige så stor ret argumenteres for, at statens og civilsamfundets almennyttige indsats også er helt afgørende forudsætninger for ordnede markedsforhold – i form af tillid, offentlige veje, lov og orden. Kort sagt ved at der skabes en markedsekstern infrastruktur, der kan reducere omkostninger ved virksomhed på markedet for producenter og forbrugere.
Med handelskapitalismens gennembrud i Europa blev det almindeligt at se markedet som et selvstændigt samfundsdomæne, uafhængig af stat og samfund. På den anden side kan markedet også anskues som en integreret del af det civile samfund, hvor gensidighed og frivillighed er herskende normer. Dog må markedet betragtes som det eneste af det moderne samfunds domæner, hvor der er ubetinget deltagelsespligt: Man kan opgive sit statsborgerskab og undlade at engagere sig som medmenneske i civilsamfundet, men det lader sig næppe i praksis gøre at melde sig helt og aldeles ud af markedsøkonomien.
Penge er det primære medium for bytterelationer på kapitalistisk baserede markeder. Kapital har på latin samme rod som ord som kapitel, kaptajn og kaput. Kapital kan også henvise til hovedet på en søjle og til store bogstaver, men bruges i dag mest om noget, der – rigtigt anbragt – kan give afkast til ejeren. Kapitalistiske samfund er således baseret på akkumulation af kapital. Væsentlige dele af afkastet føres tilbage til hovedstolen, som derved vokser og kan give et større afkast end den oprindelige investering. Afkastet kan udbetales som overskud til aktionærer, beskattes og/eller anvendes til almennyttige formål.
Den franske sociolog Pierre Bourdieu anvendte kapitalbegrebet bredere som metafor for sociale værdirelationer. Han talte for eksempel om kulturel kapital og social kapital og satte dermed ord på en udbredt tænkemåde; en veritabel kapitallogik, der kan genfindes i synet på filantropi som investering – ikke som betingelsesløs godgørenhed. Filantropen kan for eksempel gennem oprettelsen af en almennyttig fond anvende dele af sin økonomiske ydeevne til at investere i andre kapitalformer (for eksempel kultur) og bytter dermed penge for social kapital (netværk og prestige).
Nogle fondsdannelser er rene markedsinstitutioner, blandt andet kapitalfonde, der vel at mærke yderst sjældent argumenterer med almennytte som formål. På den anden side vælger stadig flere private, markedsbaserede firmaer at reklamere med deres filantropiske sindelag ved at tilslutte sig principper for CSR (Corporate Social Responsibility) og fortælle om, hvordan de efterlever dem. Firmaer som Coca-Cola og Nestlé anvender deres markedsbaserede distributionssystemer til at bringe medicin og andre fornødenheder til isolerede dele af alverdens ulande, og den superkapitalistiske Wall Mart detailkæde presser sine leverandører til at overholde en række skrappe krav for social ansvarlig produktion. Det bliver absolut ikke holdt hemmeligt og foretages af rent markedsmæssige grunde, da det forventes at give virksomhederne et større kapitalafkast på lang sigt.
Danmark har ikke den samme tradition for markedsbaseret velgørende virksomhed. Til gengæld har der været en tradition for foreningsbaserede aktiviteter af markedskorrigerende art, blandt andet finansiering af byggeri gennem medlemsstyrede kreditforeninger. I slutningen af 1900-tallet blev de imidlertid opkøbt af banker og fungerer nu på markedsmæssige vilkår. Ifølge § 219 i lov om finansiel virksomhed kan egenkapitalen dog ikke udloddes til medlemmerne. Formuerne blev i stedet organiseret inden for rammerne af selvejende institutioner, hvor medlemmerne vælger et repræsentantskab, der vælger en bestyrelse. Realdania er et eksempel på en kreditforening, der har valgt at forvalte medlemmernes bidrag til filantropiske formål. Andre, for eksempel BRF Fonden, er rent erhvervsdrivende uden almennyttige formål i relation til civilsamfundet.
Se også: Gensidighed & X – den store ubekendte