Civilsamfundet
CBS Center for Civilsamfundsstudier

Norm

Norm

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Norm — har som begreb rødder i det latinske ord for vinkelmål. Det normale er det, som følger normen. Anvendt om sociale og moralske forhold er der tale om skrevne eller uskrevne regler for, hvordan man bør handle og omgås hinanden, hvis man vil anses for normal, kultiveret og civiliseret. Sådanne sædvaner og værdier er gerne knyttet til velafgrænsede fællesskaber eller menigheder, der imidlertid ikke sjældent anser netop deres partikulære normsæt for at have universel gyldighed.

Spørgsmålet om universelle normer (også kaldet dyder) dukker jævnligt op i forbindelse med diskussioner om de såkaldte menneskerettigheder, der blev formaliseret i slutningen af 1700-tallet, og som blandt andet omfatter liv, frihed, personlig sikkerhed og ejendomsret. Mindre kendt er det, at FN også har udformet en Universal Declaration of Human Responsibilities, der da heller ikke opnåede ratifikation i 1998, hvor den blev fremlagt. Listen over pligter rummer blandt andet opfordringer til at opføre sig moralsk anstændigt, ærligt og retfærdigt.

For oldgrækerne handlede både ret og pligt til syvende og sidst om normer for det gode liv: Alle ting har deres måde at være god på, deres duelighed, deres dyd (arete). Den dyd, der svarer til fornuften, kalder Platon visdom, den dyd, der svarer til viljen, mod og den dyd, der svarer til begæret, mådehold. Hertil føjedes senere retfærdigheden og kristendommens trefoldighed: tro, håb og kærlighed. På den måde kunne de syv kardinaldyder balancere de syv dødssynder, så der opstod en normativ balance mellem det gode og det onde i det civiliserede samfund.

Kardinaldyderne blev senere relativeret til værdier (Werte, values), blandt andet hos den omstridte tyske filosof Friedrich Nietzsche, der definerede normer af denne art hinsides traditions- og religionsbundne modsætningspar som god/ond, sand/falsk, rigtig/forkert. Herfra lånte sociologen Max Weber værdibegrebet og fik det centralt placeret i sociologien som betegnelse for subjektive holdninger, defineret individuelt eller kollektivt i normativ modsætning til empiriske fakta.

Ser vi på det erklærede norm- og værdigrundlag hos danske fonde ved årtusindeskiftet, oplyser 72 procent af fondene i en spørgeskemaundersøgelse, at de ikke har tilknytning til eller bygger på bestemte værdier, holdninger, ideologier eller bevægelser af åndelig, politisk eller samfundsmæssige karakter. 11 procent svarer, at fonden bygger på humanitære værdier, otte procent svarer ”social solidaritet”, og seks procent svarer ”kristne værdier”. Til sammenligning svarer 60 procent af de selvejende institutioner, 37 procent af foreningerne og 34 procent af landsorganisationerne, at de ikke har tilknytning til bestemte værdier, holdninger, ideologier eller bevægelser. Det kan ses som et ønske om at fremstå som professionelt værdineutrale.

I praksis er det imidlertid ikke nogen let sag at skelne det normative fra det empiriske eller principper for adfærd fra faktisk handlen. I civilsamfundet vil der næsten altid være et vist mål af hykleri på spil, fordi der gælder modstridende normer for det gode, det sande og det praktiske, og man kan ikke åbent og ærligt bekende sig til dem alle på samme tid. På filantropiens område blev sådant hykleri særlig tydeligt i victorianismens tidsalder. Det engelske ord hypocrisy kan føres tilbage til det oldgræske ord for skuespil. Hykleri ses på engelsk som en maske eller rolle, der fremvises offentligt, og som ikke nødvendigvis helt og fuldt svarer til den, der optræder i den.

Hykleri – som på dansk formentlig har rødder i ord, der handler om at dukke sig – bruges i hverdagssproget nedsættende om handlinger, der tjener til at smigre og behage, opnå fordele og pleje egeninteresser under dække af almennytte, samt profilere sig med et image, som ikke svarer til den faktiske identitet. Hykleri har en klart negativ klang i modsætning til ærlighed og autenticitet, men det kan i praksis være vanskeligt at fastslå, hvornår udtryk for venlighed, høflighed og respekt må betegnes negativt, som hykleri. Filantropisk arbejde bliver ofte kritiseret for at være hyklerisk i betydningen dobbeltmoralsk, farisæisk, nepotistisk og præget af kammerateri – både når det er et påviseligt faktum, og når der blot er tale om en diffus holdningstilkendegivelse.

Den svenske sociolog Nils Brunsson har, blandt andet med eksempler fra offentlig forvaltning, argumenteret for, at de fleste virksomheder og organisationer nødvendigvis må hykle, fordi normer og nødvendigheder strider mod hinanden. Hykleri kan i den forbindelse betragtes som en strategisk måde at løse norm-konflikter på: Der siges noget andet end det, der faktisk gøres, men samtidig træffes ledelsesbeslutninger, der skal bringe tale og handling i bedre overensstemmelse med hinanden en gang i fremtiden.

Det særlige ved civile normer er altså ikke, at de er specielt idealistiske eller filantropiske, men at man ved at involvere sig aktivt i denne sfære af samfundet kan være med til at lave normerne om, eller – hvis man ikke bryder sig om de gældende foreningsregler – har rige muligheder for at hykle plus fuld frihed til at melde sig ud eller organisere sig et andet sted.

Se også: Effektivitet & Legitimitet