A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Offentlighed — betyder i udgangspunktet, at noget er åbent og tilgængeligt for alle. Det er altså ikke skjult, hemmeligt eller eksklusivt, men findes i den offentlige sfære, herunder det bebyggede rum, hvor alle i princippet kan færdes frit. ’Det offentlige’ bruges i dagens Danmark primært som betegnelse for statslige og kommunale systemer og dertilhørende myndigheder, men kan også bredere henvise til det samfundsmæssige som fællesskab til forskel både fra den private familie og det private marked.
Ordet privat betyder i udgangspunktet bare adskilt fra resten og har samme etymologiske rod som privilegium, altså noget der ikke er underlagt andres herredømme. I totalitære samfund anerkendes det private slet ikke, fordi alt er underlagt herskernes suveræne vilje. Aktiviteter i civilsamfundet, blandt andet gennem frivillige foreninger og private fonde, er derimod netop baseret på privatpersoner, der frit beskæftiger sig med private og offentlige anliggender uden at være totalt underlagt statens magt eller markedets kommercielle logik.
Som politisk begreb har offentlighed adskillige og højst forskellige betydninger. At ønske offentlighed om noget kan blot betyde, at man efterspørger transparens. Til denne variant er som regel knyttet et krav til eller et løfte fra magtudøvere om villighed til at stå til regnskab (accountability) og lade sig kontrollere. En anden tolkning af det offentlige som sektor strider direkte mod den begrebsdannelse, der argumenteres for i denne ABC ved at reducere begrebet til stat og kommune og dermed ignorere de særlige offentlighedsværdier ved det civile samfund. En tredje mulighed er at forbinde begrebet med offentlig meningsdannelse, der så igen kan knyttes til ’den offentlige mening’ som udtryk for en meningsmæssig konsensus og/eller til åben debat mellem stridende synspunkter.
Forestillingen om den civile offentlighed som et sådant forum, baseret på fornuftig samtale og meningsdannelse, rækker tilbage til renæssancens italienske bystater. Klassiske græske og romerske idealer om den offentlige mødeplads (agora) og de offentlige anliggender (res publica) blev gentænkt, blandt andet af Niccolò Machiavelli, som de centrale elementer i normer for en republikansk samfundsorden, der hverken holdt slaver eller kongefamilie, men byggede på ligeværdige, myndige borgere.
Spørgsmål om eksklusion og umyndiggørelse – i udgangspunktet af de seks F´er: fruentimmere, folkehold, fattige, forbrydere, fjolser og fremmede – har altid hørt til den borgerlige offentligheds ømme punkter. I blandt andet Danmark er de fleste formelle adgangsbegrænsninger til en status som myndig borger efterhånden blevet lempet. Men uformel eksklusion er et tilbagevendende diskussionstema.
Den tyske sociolog Jürgen Habermas har udformet en normativ offentlighedsteori, som plæderer for, at relationerne mellem den offentlige og de private sfærer ikke må opfattes som et direkte modsætningsforhold, men som et krydsfelt, hvor det, vi her betegner som civilsamfundets stemmer og værdier, sikrer en levende debat og meningsdannelse. Også den politiske tænker Hannah Arendt har tumlet med denne problematik og beskrevet det offentlige rum som mellemrummet mellem samfundets mange enkeltpersoner.
I udgangspunktet betyder offentlighed ganske vist, at noget er åbent og tilgængeligt for alle, men det indebærer ikke uden videre, at alt skal være åbent og tilgængeligt for alle. Snarere fordrer det måske overvejelser om, hvad der skal regnes for offentligt relevante anliggender og hvorfor. Historisk inspiration lader sig hente fra victorianismen, der repræsenterer filantropiens storhedstid. Udskældt er victorianismen, fordi den almindeligvis ses som en tid, hvor alt det private, intime, sanselige og kropslige blev nådesløst – og hyklerisk – fortrængt for derpå at vende hævnende tilbage, når Dr. Jekyll ved mørkets frembrud blev til Mr. Hyde. Det er dog ikke den eneste mulige tolkning af tiden.
Man kan også se den som en tid, hvor det blev anerkendt, at den private og den offentlige sfære var to lige nødvendige sfærer, hvor der gjaldt forskellige regler. Man havde private virtues og public values. Sidstnævnte gav sig blandt andet udslag i gevaldig aktivitet i form af offentlig agitation og oplysningskampagner. De var for eksempel vendt mod uværdige straffeforanstaltninger som offentlig piskning og gældsfængsel samt mod børnearbejde, hanekampe, tyrefægtning, alkoholmisbrug, spytteri, smitsomme sygdomme og prostitution. Desuden blev der med stor iver agiteret for almennyttige initiativer som folkebiblioteker, parker, badeanstalter, nedgravning af kloakker, udvidelse af valgretten og offentlig gadebelysning.
Se også: Interesse & Zoon politicon