A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Zoon politicon – er den græske betegnelse for mennesker som samfundsvæsener: politiske dyr, der har de særlige egenskaber, at de kan tænke, tale og løse problemer sammen med hinanden. Det dertil knyttede begreb om politik (polis) placerede myndige borgere, der hverken var undersåtter eller herskere, klienter eller patroner i en offentlighed baseret på et gensidighedsprincip. Slaver og kvinder blev dog ikke betragtet som ligeværdige, men var henvist til det økonomiske liv i husholdningerne (oikos), fordi de var afhængige af andre og derfor ikke forventedes at handle frit.
Disse forestillinger om politik blev udformet i en samfundsorden, hvor der ikke blev skelnet mellem stat og samfund. De lever videre i moderne idealer om civile samfundsforhold, men er sat under pres, fordi fænomenet politik er gerådet i miskredit. Politik drejer sig i stigende grad om husholdning og økonomi, herunder fordelingspolitik. Den indflydelsesrige amerikanske politolog David Easton definerer slet og ret politik som ”den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for samfundet.”
På den anden side har den britiske politolog Bernard Crick advaret imod at reducere politik til teknik og fundet det nødvendigt at skrive en hel bog, der forsvarer politisk praksis som en civiliseret og civiliserende ramme om samfundslivet. Baggrunden er også, at det er blevet almindeligt at forbinde det politiske liv med hykleri og magtspil, rettet mod varetagelse af særinteresser og dermed placeret i modsætning til bestræbelser hen imod almennytte.
Det skorter heller ikke på advarsler om, at der ’går politik’ i sager af social betydning, som om det var noget odiøst. Blandt de mange og meget indviklede faktorer, som har befordret denne udvikling, kan to siges at have særlig relevans for almennyttig virksomhed i civilsamfundet. De vedrører spændinger mellem det tekniske og det praktiske og mellem det sociale og det politiske og kan sammenfattes i et spændingsforhold mellem det diskutable og det socialteknologiske.
Praksis blev i klassisk græsk tænkning kontrasteret til teknik ud fra den antagelse, at mennesket ikke fremstiller sit liv – vi praktiserer det. Rationalet er, at den grad af kontrol og tvang, som kendetegner produktion af ting, ikke gælder for handling. Som politiske handlingsvæsener har mennesker derfor brug for en særlig form for fornuft, praktisk fornuft, der ikke sigter mod at kunne få kontrol. Situationelt fra sag til må vi gøre brug af den menneskelige frihed til at tænke os om og gøre brug af egne og andres praktiske erfaringer.
I nutiden skelnes der imidlertid sjældent mellem det praktiske og det tekniske. Det er almindeligt, at praksis slet og ret forbindes med anvendelse af (teknisk) viden. Ideen om et spændingsforhold mellem det praktiske og det tekniske er gledet i baggrunden sammen med det praktiske fornuftsbegreb, som forbandt handling og tænkning. I stedet er det blevet en stadig udfordring at få bygget bro mellem teori og praksis og mellem videnskab og politik. Og fordi det praktiske i vidt omfang er blevet slugt af det tekniske, kan det let ske, at der stilles urealistisk store forventninger til, hvad der kan sættes igennem ad politisk vej. Hvilket igen kan befordre skuffelse over politik.
Spændingsforholdet mellem det sociale og det politiske i klassisk forstand har dybest set en lignende karakter. Begrebet kom til dansk via den franske revolution omkring år 1800, blandt andet befordret af Jean-Jacques Rousseaus bog om samfundspagten (contrat social), og ideologisk bliver det sociale ofte tematiseret inden for rammerne af forestillede modsætningsforhold mellem individ og fællesskab, frihed og lighed, liberalisme og socialisme. Det sociale perspektiv kaster lys over mennesker som sociale dyr, der lever i grupper. Samvær og selskabelighed, samliv og fællesskab kan studeres og beskrives som status- og magtrelationer. Her er ikke primært fokus på fri handling, men på sociale adfærdsmønstre.
Anskuet i et civilsamfundsperspektiv har det klassiske syn på mennesker som politiske dyr meget at tilbyde. Men det sociale perspektiv dominerer og lægger i højere grad end det politiske op til overvejelser om muligheder for at gribe teknologisk ind i mellemmenneskelige mekanismer. Sådanne overvejelser har siden 1980’erne præget drøftelser og initiativer om velfærdsstatens udvikling. Sideløbende kan der spores øget politisk interesse for det frivillige, sociale arbejde. Dermed har civilsamfundet fået større bevågenhed og økonomisk støtte fra stat og kommuner. Den slags gives dog ikke uden forventning om modydelser, så udviklingen har også medført mere politisk regulering og kontrol med sådanne initiativer.
Se også: Handling, Demokrati & Offentlighed