A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Professionalisme — er som samfundsmæssig tendens baseret på et princip om sikring af ensartet kvalitet ved levering af rådgivning og service af såvel offentlig som privat art. Professionel sagsbehandling kan betragtes som et modtræk til magtmisbrug, kammerateri og nepotisme. Ikke alene i det statslige system og på markedet, men også i civilsamfundet, hvor tillid, frivillighed og gensidighed ellers er nøgleværdier, har amatørerne mistet betydning.
En profession bygger sin legitimitet på en almen anerkendelse af den sagkundskab og viden, som kræves til beherskelse af et bestemt fagområde. Som professionel er man autoriseret medlem af en profession – i modsætning til klamphuggere, amatører og dilettanter. Grænserne er dog flydende. Ordbog over det danske sprog citerer således dramatikeren J.L. Heiberg for en skelnen mellem “Kunstneren af Profession” på den ene side og “Videnskabsmanden, Statsmanden, Dilettanten” på den anden.
I daglig tale bruges ordet profession som udtryk for anerkendelse og respekt for den, der kan sit kram og ikke lader sig styre af personlige anti- eller sympatier. Derimod er der ikke længere prestige i at være en amatør eller dilettant; altså et menneske, der ikke bare interesserer sig for noget uden selv at være professionelt udøvende, men som oven i købet holder af det. Samtidig knyttes det professionelle mere formelt til uddannelse. I modsætning til almen dannelse er der her primært tale om overførsel af teknikker, metoder og dertil knyttede teorier, som testes gennem eksaminer, der samtidig udgør optagelsesritualer til professionen. Planlægning som professionel disciplin har således en lang historie, planlæggere som profession en kortere.
Det planmæssige forbindes gerne med forsøg på systematisk og rationelt, punkt for punkt, at lægge professionelt til rette og få kontrol over, hvordan en virksomhed, et projekt kan udføres. I 1960’erne blev denne planlogik en væsentlig faktor i stat og marked. Det almennyttige blev behandlet som et projekt og dermed et objekt for styring. Planlægning slog ikke på samme måde igennem i civilsamfundet, hvor den tværtimod blev kritiseret og problematiseret med udgangspunkt i forholdet mellem demokrati og videnskab. Og det spørgsmål blev rejst, hvem der kontrollerer planlæggerne?
Blandt mange andre advarede litteratur- og samfundskritikeren Johan Fjord Jensen om ensidig dyrkelse af effektivitetsidealer, der kunne befordre magtkoncentration af feudal karakter. Planlæggerne måtte, mente Fjord Jensen, lære at vende ryggen til og nære sig. De skulle lære at forstå, at: ”Mellem planlægning, forstået som formynderi, og planlægning, forstået som midler til sikring af folks selvudfoldelse, består der en skrøbelig balance, der kronisk truer med at gå omkuld.” Denne debat var betydningsfuld op gennem 1970’erne, men ebbede siden ud.
Til gengæld blev den afløst af en debat om selvbestaltede eksperter, de såkaldte smagsdommere, der er blevet et skældsord, selvom det tidligere blot betegnede professionelle, der vurderede kvalitet, som ikke umiddelbart lod sig indordne under en kvantitativ målestok. I bredere forstand er en smagsdommer en kender, der på grundlag af faglig viden og personlige erfaringer og indsigt er i stand til at vurdere kvalitet, som typisk omfatter etiske og/eller æstetiske aspekter. Smagsdommere gør altså krav på at have dømmekraft på et område, hvor formaliseret bevisførelse ikke er mulig. Gennem bidrag til offentlig debat påvirker smagsdommere meningsdannelse om almene spørgsmål og har indflydelse på andres valg. De udøver dermed magt, men på et andet grundlag end professionelle bureaukrater.
Professionelle eksperters legitimitet er – som det gælder generelt i civilsamfundet – afhængig af tillid: Om der lyttes til dem, afhænger af den kollektive oplevelse af, om de varetager deres funktion som borgerligt ombud sagligt og uden at forfølge særinteresser, eller om de hovedsagelig lader sig styre af personlige eller ideologiske idiosynkrasier. Dette har smagsdommere til fælles med projektmagere, der producerer udkast til dette og hint. De har som regel masser af tid, men mangler penge – i modsætning til almennyttige fonde, hvor det modsatte ofte er tilfældet.
Derfor udgår der fra græsrodsorganisationer, konsulentfirmaer og forskningsinstitutioner en lind strøm af projektansøgninger. Uanede mængder af tid anvendes verden over på at opfinde, skrive, kritisere, bedømme, refusere, korrigere, genfremsende, beskære, evaluere og genopfinde forsknings-og udviklingsprojekter. Meget af det sker ganske frivilligt i professionalismens navn. Imens er debatten om, hvad der skal lægges i begrebet, stort set gået i stå.
Se også: Legitimitet og Tillid