A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Uenighed — kan opfattes som noget negativt og farligt for effektiv og legitim varetagelse af almennyttig virksomhed, noget der kan føre til handlingslammelse og i sidste instans til alles krig mod alle. Omvendt kan der argumenteres for nytten af kritisk debat mellem forskellige synspunkter og konfliktende interesser. Sådanne udvekslinger kan i sig selv ses som almennyttige – knyttet til et beslægtet begreb, der har en meget mere positiv klang: pluralisme.
Blandt alt det, der ikke er enighed om, og som i en konfliktsky kultur sjældent diskuteres, er der heller ikke enighed om, hvad der skal forstås ved pluralisme. Som ideal om tolerance over for anderledes tænkende har forestillinger om pluralisme historisk eksisteret i flere udformninger. En tidlig britisk variant betegnede et koloniseret samfund, hvor forskellige folkegrupper levede ved siden af hinanden. Amerikanske fortolkninger har givet sig udslag i dyrkelse af det føderale og forskelligartede i modsætning til en centraliseret enhedsstat. Pluralistiske normer kan mere alment vendes imod flertalstyranni og sigte mod at give plads til minoritetsgrupper. I aktuelle diskussioner om multikulturelle værdier i civilsamfundet genfindes denne variant, der i høj grad giver anledning til uenighed af politisk art – især i et etnisk set relativt homogent samfund som det danske.
Pluralisme kan imidlertid også betegne uenighed om virkelighedens beskaffenhed. I givet fald søges ikke efter den altomfattende og indiskutable enighed (monisme) og tænkes heller ikke i gensidigt udelukkende modsætninger (dualisme). Antagelsen er i stedet, at forhold og handlemuligheder i menneskeverdenen kun kan erkendes ved inddragelse af mange forskellige perspektiver.
Den grundlæggende præmis er altså, at folk er forskellige. De både ser og værdsætter noget forskelligt. Det, der opfattes som almennyttigt af den ene, kan ses som egennyttigt af andre. De er uenige og har måske også forskellige interesser. Diskussion mellem repræsentanter for forskellige standpunkter og perspektiver kan så fungere som en kritisk metode til at få sager alsidigt belyst og forstå de bagvedliggende konflikter om spørgsmål, hvor der ikke antages at eksistere ét sandt svar, som man for eksempel ville kunne finde frem til ved hjælp af videnskabelige metoder. Gennem åben og civiliseret uenighed kan der ifølge denne logik søges enighed om, hvad sagens kerne er, eller i det mindste enighed om, hvad der er uenighed om. Og der kan fra sag til sag skabes mulighed for kompromis.
Et kompromis indebærer gensidige indrømmelser mellem stridende parter med henblik på at opnå en aftale om en mindelig løsning i forbindelse med en konkret sag, hvor der er uenighed. Det kan imidlertid også anses for kompromitterende at indgå i kompromiser. Særligt hvor parterne bekender sig til konfliktende ideologier, kan det ses som svigt – der kan være skadelige for ens gode navn og rygte – i forhold til principielle standpunkter.
At kompromittere sig kan endog opfattes som lig med at prostituere sig. Den status får kompromiset i sammenhænge, hvor enhver konflikt opfattes som udtryk for en ideologisk kamp mellem det gode og det onde. Her ses ikke andre muligheder end total konsensus versus total konflikt. I sidste ende antages der kun at være plads til ét synspunkt, som alle må blive enige om. Danmark beskrives ofte som et konsensussøgende samfund. Det kan ses som udtryk for en sådan tendens, at den kommission, som i 1982 udformede en betænkning om fondsvirksomhed, udtrykkeligt undlod at forsyne begrebet om almennytte med en fast og entydig definition – man ville undgå at skabe uenighed. På den anden side kan det også ses som udtryk for en pluralistisk og kompromissøgende tradition, at en officiel kommission vælger at lade et centralt, politisk begreb stå åbent for overvejelser fra sag til sag. Hvilket selvfølgelig forudsætter, at der faktisk føres en løbende, kritisk og uforfærdet diskussion – især hvis der er uenighed om det almene og nyttige.
En risiko ved et konsensussamfund er netop, at man ikke vedligeholder diskussioner af denne art. Den tyske socialpsykolog Elisabeth Noelle Neumann taler i den forbindelse om tavshedsspiraler, det vil sige emner, der ikke tematiseres i den offentlige debat af frygt for konsekvenserne af uenighed. Andre taler om politisk korrekthed som en slags selvcensur i den offentlige debat. Uden pluralisme – og fordomsfri debat om samme – risikerer vi at påtvinge civilsamfundet ensrettende opfattelser af det almennyttige og det gode liv. Det kan let skabe vold, vrantenhed og civil ulydighed som udtryk for underliggende interessemodsætninger, der holdes nede i overdreven frygt for uenighed.
Se også: Borgerinddragelse og Offentlighed