A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Vision — stammer fra det latinske verbum for ’at se’. En V er noget, man ser eller, oftere, noget, man forestiller sig eller bilder sig ind at se, herunder ikke mindst noget fremtidigt – noget man tænker sig eller drømmer om, at det kunne være muligt at komme til at se, hvis bare … Det eller den visionære kan være fremsynet. Eller synsk, sværmerisk, fanatisk. En V kan være en hallucination, en religiøs åbenbaring, det bærende element i en politisk utopi eller i et mere eller mindre konkret projekt, en mere eller mindre realistisk plan. En visionær kan på samme tid være fremsynet og snæversynet eller lide af tunnelsyn, idet hans eller hendes fokusering på en fremtidig mulighed kan gøre blind og døv for andre perspektiver og uimodtagelig for kritik. Når visioner vedrører store og komplekse bygge- og andre projekter, kan den ganske hyppige kombination af frem- og snæversyn skabe vanskeligheder for projektet. Dette leverede borgere og projektmagere i den tyske delstat Baden-Württemberg i 2010-2011 en levende illustration af.
I 1995 udviklede politikere og projektmagere fra byggevirksomheder i Stuttgart, delstatens hovedstad, en V om en ny banegård, der skulle gøre Stuttgart til Europas nye hjerte. Ved hjælp af en gigantisk, underjordisk banegård og en ny banelinje mellem Ulm og Stuttgart skulle byen opnå fremskridt, ny vækst og internationale forbindelser. For at realisere dette, det nye århundredes projekt – som ville løbe op i milliarder af euro – måtte en prisbelønnet og fredet banegårdsbygning fjernes. Det samme gjaldt dele af en slotspark med store, gamle træer.
Projektet gik sin gang gennem alverdens formelle og repræsentative instanser. Alt foregik legalt og stille og roligt, så roligt faktisk, at få uden for de visionære planlæggeres kreds tilsyneladende kendte til projektet. Det ændrede sig gradvis, og fra 2007 blev modstand artikuleret med tiltagende styrke. Byen var, viste det sig, ikke alene et areal, hvorfra noget kunne fjernes, hvorpå noget andet kunne bygges. Byen var også de folk, som boede der, og mange af dem oplevede, at projektet dels var en trussel mod miljømæssige og kulturelle værdier, dels var urealistisk og alt for dyrt. Store dele af offentligheden anså ikke projektet for legitimt. 67.000 skrev under på et krav om en folkeafstemning. Det blev afvist af både politiske instanser og retsvæsenet. Derpå eskalerede konflikten. Projektet blev til et symbol på demokratisk underskud og endte med at generere, måned efter måned, et imponerende niveau af politisk aktivitet i offentligheden.
I efteråret 2010 gennemførtes et mæglingsforsøg. I løbet af seks uger blev seks meget offentlige høringer afholdt, hvor tilhængere og modstandere af projektet præsenterede deres argumenter med hensyn til centrale stridspunkter. Sammenfattet af en karismatisk personlighed med rødder i det borgerlige CDU (den kristelig-demokratiske union) og med forbindelse til anti-globaliseringsbevægelsen Attac blev mæglingsforløbet i én forstand en stor succes: Fra højre til venstre i det politiske spektrum har det markante borgerengagement og mæglingsprocessen afstedkommet begejstrede kommentarer som udtryk for en revitalisering af det politiske liv. Samtidig er der imidlertid også bred enighed om, at polariseringen var kommet for vidt til, at mæglingen kunne gøre nogen særlig konkret nytte i forhold til projektet.
I hælene på mæglingsprocessen oprettes et officielt dialogforum i tilknytning til delstatens regering, som i øvrigt skiftede kulør ved valgene i marts 2011. De grønne – det eneste parti, som fra starten har været modstander af projektet – fik en stor valgsejr. I regering med socialdemokraterne forbereder de nu en folkeafstemning om banegårdsprojektet, som viste sig at kunne noget helt andet end dét, som den oprindelige vision drejede sig om.
Se også: Borgerinddragelse & Perspektiv